Tal med dit barn om at være muldyr

Kriminelle udnytter unge til at hvidvaske deres ulovlige tjente penge. Man kan være hjælper eller "muldyr" uden at vide, at det er ulovligt. Her kan du læse mere om, hvordan dit barn undgår at blive muldyr.

Information til forældre om muldyr

Vis alle

Hvad er et muldyr?

Et muldyr er en person, der vidende eller uvidende, overfører illegalt erhvervede penge eller pakker mellem forskellige pengekonti eller personer fx ved at modtage en kontooverførsel fra en fremmede og hæve beløbet i kontanter. Målet er at vaske udbyttet fra kriminelle handlinger hvide.

De er gode til at finde på historier om, hvorfor de har brug for hjælp. Mange er derfor ikke opmærksomme på, at pengene kommer fra en kriminel handling. En del unge ser ikke denne sammenhæng, og ønsker blot at hjælpe.

Hvordan foregår det?

Man er muldyr, hvis man giver en person lov til at føre penge gennem sin konto, og pengene viser sig at komme fra kriminelle aktiviteter. Det foregår typisk ved, at en person overfører et beløb til en andens konto efter aftale om, at man skal hæve pengene i en hæveautomat, overføre til en anden konto eller købe en vare eller gavekort for beløbet. På den måde bliver sporet til den kriminelle person sløret.

De kriminelle penge kommer fra fx netbanksindbrud, identitetsmisbrug eller bedrageri med salg af fiktive varer.

Hvordan kontakter de kriminelle unge?

De kriminelle får typisk kontakt til børn og unge ved direkte personlig kontakt. Det kan også ske på e-mail eller sociale medier fx i lukkede grupper eller instant-messaging eller gennem jobannoncer, der virker legitime.

Alarmklokkerne bør ringe, hvis dit barn modtager:

  • Uopfordrede e-mails eller kontakt via de sociale medier med løfte om nemme penge.
     
  • Anmodninger fra fremmede der ønsker at gøre brug af barnets konto eller beder barnet foretage hævninger.
     
  • Jobmulighed med tilbud om betydelige pengebeløb for en mindre eller ingen indsats og uden at anføre krav om uddannelse eller erfaring.
     
  • Tilbud om jobopgaver, der ikke er beskrevet, bortset fra anvendelsen af din bankkonto til at overføre penge.
     
  • Instruktioner om at alle interaktioner og transaktioner i relation til jobbet foregår online.

Hvem bliver typisk muldyr?

Det er i vid udstrækning unge i alderen 14- 25 år. De unge narres, lokkes eller tvinges til at flytte, hæve eller overføre penge via deres egne bankkonti. Og det gør dem til muldyr.

Hvad er konsekvenserne?

Det er ulovligt at virke som muldyr, og det giver organiserede kriminelle mulighed for nemt at hvidvaske og flytte pengebeløb rundt i verden. Strafferammen for medvirken til hvidvask er op til halvandet års fængsel.

Hvis man overfører penge fra en kriminel handling, kan man blive pålagt at betale hele beløbet tilbage, også selv om man kun har overført et mindre beløb.

Derudover kan barnet risikere en plet på straffeattesten, som kan få betydning for jobmuligheder, banklån mv. i fremtiden. 

Det skal du tale med dit barn om

  • Lad aldrig nogen bruge din konto til at overføre, hæve eller indsætte penge.
     
  • Giv aldrig dine bankoplysninger til nogen.
     
  • Hvis du mistænker, at du medvirker til kriminalitet, så stop straks enhver bankoverførsel. Sig det til os, så vi sammen kan kontakte banken, tjenesten brugt til overførslen og politiet.
     
  • Husk, hvis noget er for godt til at være sandt, er det sikkert ikke godt alligevel. Derfor skal du være mistænksom over for personer, der tilbyder dig hurtige penge og stor fortjeneste.