SSP+ - et samarbejde for at hjælpe unge voksne ud af kriminalitet

SSP+ har til formål at hjælpe unge voksne med at komme ud af kriminalitet.

SSP+ har til formål at hjælpe unge voksne med at komme ud af kriminalitet. Det sker ved at koordinere sagsarbejdet i Jobcenteret, Socialforvaltningen, Ungdommens Uddannelsesvejledning og Kriminalforsorgen omkring de enkelte unge. Det styrker sagsarbejdet og hjælper den unge med ikke at opgive at finde vej i det kommunale system.

Indsatsen retter sig til unge fra 17 1/2 til og med 24 år, som har begået gentagen alvorlig eller personfarlig kriminalitet, og som ønsker hjælpen.

Mange i målgruppen har hverken uddannelse, erfaringer fra arbejdsmarkedet, lovlige indtægter eller rimelige boligforhold. Det er alt sammen med til at fastholde dem i kriminalitet. SSP+ sikrer, at sagsbehandlere og vejledere mødes og lægger en handleplan i fællesskab, og i overensstemmelse med den unges egne ønsker.

SSP+ til fagpersoner

Vis alle

Sådan bruger du SSP+ som fagperson

Hvis du som sagsbehandler, underviser eller andet har unge inden for SSP+ målgruppen, kan du kontakte SSP Sekretariatet. SSP Sekretariatet vil herefter sørge for, at der i samarbejde mellem en fagperson og den unge bliver udarbejdet et oplysningsskema, som er forudsætning for, at SSP+ gruppen tager sagen op.

Samarbejdspartnerne kan frit foreslå unge til SSP+. Den unge kan have sociale problemer, men der kan også være tale om en ung uden andre problemer end netop kriminalitet, ligesom der kan være tale om en ung, der står foran at skulle afsone en længere fængselsstraf.

Oplysningsskemaet kan rekvireres ved at kontakte den SSP+ stabsansvarlige.

SSP+ henvender sig til

  • Unge københavnere i alderen 17 ½ til og med 24 år, som har begået gentagen alvorlig og/eller personfarlig kriminalitet.
  • Unge, der ønsker tilbud om en koordineret og helhedsorienteret indsats i forhold til Københavns Kommune.
  • Unge, der ønsker støtte i forhold til udfordringer ved overgangen til voksensystemet ved det 18. år.
  • Unge, som afventer en dom, afsoning eller som er på vej mod løsladelse.

SSP+ tilbyder

  • Hurtig og let kontakt til relevante forvaltninger. SSP+ gruppen har faste møder 1 gang om måneden.
  • Individuel handleplan til den unges vej ud af kriminalitet. Med fokus på uddannelse og job koordinerer SSP+, på tværs af forvaltninger og offentlige institutioner, en individuel og helhedsorienteret indsats for den enkelte unge.
  • Dialog med kommunen bliver lettere for den unge. SSP+ gruppens arbejde betyder, at kontakten mellem den unge og kommunen bliver mere effektiv. Det tætte samarbejde samt koordinering af møder betyder, at en ung ikke skal til flere møder eller forholde sig til flere fagpersoner, end der er behov for.
  • Erfaring med unge med flere udfordringer. SSP+ arbejder i stor udstrækning med unge, som ud over kriminalitet har andre udfordringer i forhold til at opnå en stabil tilværelse. Det kan være boligløshed, manglende uddannelse, ringe erhvervserfaring, psykiske diagnoser. Mange unge i SSP+ har mindst en af disse udfordringer og ofte en kombination.
  • Støtte til komplicerede sager. Særligt svære koordineringssager løftes via SSP+ til SSP+ ledergruppen bestående af ledere fra de Københavns Politis forebyggelsessektion.

Der er ingen specialtilbud i SSP+, men SSP+ kan via det tætte samarbejde trække på hele kommunens vifte af tilbud. Det giver mulighed for hurtigt og let at få en ung tilknyttet relevante offentlige instanser samt få afklaret mulige tilbud om støtte.

Vejen ind i SSP+

SSP+ modtager oplysninger om en ung med ønske om tilknytning til SSP+. Enhver kan kontakte SSP+ og indstille en ung til forløb enten via mail, telefon eller ved indsendelse af indstillingsskema. Alle unge, som tilknyttes SSP+, skal hurtigst muligt have udfyldt et indstillingsskema. Deltagelse i SSP+ er frivilligt, og den unge skal give samtykke til at blive tilknyttet indsatsen. Retsplejelovens § 115, stk. 1 & 2 giver mulighed for, at myndigheder kan udveksle oplysninger i SSP+, hvis det er nødvendigt af hensyn til en kriminalpræventiv indsats.

  • Indstillingen af en ny ung tages op på næstkommende SSP+ møde, dog max. 4 uger efter indstillingen og kan eventuelt fremlægges af den person, som har stået for indstillingen.
  • Ved første SSP+ møde samles netværkets relevante oplysninger og viden om den unges udfordringer og muligheder. På mødet drøftes hvilke konkrete forslag og tilbud, hver forvaltning kan byde ind med.
  • Ud fra den unges egne ønsker og behov lægges en handleplan for, hvordan der bedst kan støttes.
  • Løbende opfølgning i SSP+ grupperen sikrer, at aftaler og planer holdes i gang, indtil indsatsen ikke længere er relevant, eller den unge ikke længere ønsker tilknytning.

Som fagperson

  • Får du mulighed for hurtig afklaring af muligheder og tilbud til en ung fra andre forvaltninger og samarbejdspartnere.
  • Får du mulighed for faglig sparring omkring en kriminel ung med mange eller særlige udfordringer og hjælp til koordinering og samarbejde imellem relevante forvaltninger, som kan være særlig svær at få etableret.
  • Får du til kontakt til UU vejledere, sagsbehandlere fra Socialforvaltningen, konsulenter fra Jobcentret, Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, Københavnerteamet, 18+ centrene og Kriminalforsorgen i Friheden.