SSP-beredskab

SSP København har en beredskabsfunktion, der aktiveres ved hændelser, som påvirker børn, unge eller byområder. Formålet er at koordinere indsatser og skabe tryghed.

En særlig styrke ved SSP København er organisationens beredskabsfunktion, som aktiveres ved hændelser eller uroligheder, der involverer eller påvirker børn, unge eller byområder i København. Det kan fx være i forbindelse med konflikter mellem grupperinger, ildspåsættelser eller drab. Ofte vil hændelserne være lokalt forankrede, men de kan også have konsekvenser for hele byen.

Om SSP-beredskabet

Fold alle ud

Formålet med beredskabet

  • Ved akut opståede situationer udarbejdes en handleplan til at imødegå denne situation.
  • Handleplanens formål er et koordinere forvaltningernes og politiet indsats. Denne handleplan er i udgangspunktet til intern brug parterne imellem samt til det politiske niveau.

Hvad er en beredskabsplan?

  • SSP-beredskabets opgave er at:
  • koordinere håndteringen af akutte hændelser, der berører børn og unge
  • støtte unge, forældre, medarbejdere og borgere, som er påvirkede af situationen
  • genoprette tryghed og normalitet i de berørte områder gennem en fælles indsats

Indhold i en beredskabsindsats

En SSP-beredskabsindsats kan blandt andet omfatte:

  • opsøgende arbejde
  • hjemmebesøg
  • ekstraordinære målgruppeaktiviteter
  • forældresamtaler
  • screening og vurdering af grupper
  • øget patruljering og tilstedeværelse i området

Indsatsen tilpasses den konkrete situation og målgruppen.

Aktivering af beredskabet

SSP-beredskabet kan aktiveres af:

  • SSP-styregruppen
  • SSP Sekretariatet
  • SSP-ledergrupperne

Ved aktivering indkaldes relevante aktører til beredskabsmøde, hvor der udarbejdes en handleplan.

Deltagere i beredskabet

De faste deltagere i beredskabet er:

  • Børne- og Ungdomsforvaltningen
  • Socialforvaltningen
  • Københavns Politi
  • Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
  • SSP Sekretariatet

Andre relevante aktører kan inddrages efter behov — fx Team Sikker By, Hovedstadens Beredskab, helhedsplaner, nabokommuner eller civilsamfundsorganisationer.

Ansvar og opfølgning

Det er SSP-ledernes ansvar at:

  • sikre gennemførelse af aftalte indsatser i egen forvaltning
  • orientere relevante medarbejdere og bagland
  • håndtere kommunikation i overensstemmelse med fortrolighedsaftaler

Den færdige handleplan sendes til SSP-styregruppen til orientering og evt. godkendelse. Hvor det er relevant, orienteres også politisk niveau og udsatte boligområder via Team Sikker By.

Beredskabsindsatser gennemføres i en afgrænset periode, som fastsættes i forbindelse med handleplanen.

Hvad forventes af dig som SSP'er i tilfælde af en beredskabssituation?

  • At du og din nærmeste leder prioriterer de akutte beredskabsmøder og sikrer, at arbejdsstedet er repræsenteret.
  • At du med sin nærmeste leder/forvaltning er afklaret om jeres rolle på beredskabsmøder (beslutningskompetence, ressourceafklaring m.m.).
  • At du har afklaret med din nærmeste leder, hvad du viderebringer af viden om situationen. Evt. skal en anden medarbejder med større viden og kendskab inddrages yderligere for at SSP-samarbejdet hurtigt får et præcist billede af situationen.
  • At du har afklaret med din nærmeste leder, hvad I allerede har gjort og agter at gøre (akutte handlinger, møder, briefinger, forældreinddragelse, anmeldelser, underretninger, kommunikation, ekstra ressourcer o.lign).