Seje nye juniorbetjente
Selvom dagen er startet med et tidligt morgenløb og trætheden kan aflæses i alle ansigter, er modet og forventningerne til resten af dagen høje. Juniorbetjentene skal nemlig prøve at skyde til måls med soft-gun og riffel og senere til UrbanCamp på Refshaleøen, hvor de skal lave samarbejdsøvelser, rapelle og gå balance bum. De forløbne dage har også været tætpakket med aktiviteter som bakkeløb, vinterbadning, brandbekæmpelse og røgdykning hos Københavns Beredskab samt lidt teori om magtanvendelse. En øvelse gav de unge muligheden for at prøve sig af som politibetjente, hvor de kom ud til figuranter, der bl.a. havde lavet butikstyveri og hærværk. De prøvede også kræfter med ”MIK” (Mobil indsats koncept), hvor de arbejdede i gruppevogne og fik til opgave at håndtere fiktive konflikter med demonstranter/fodboldfans mm. Kombinationen af samarbejde, selvstændige udfordringer, selvtillidsprøver og opbygning af positive relationer mellem unge og politi er unik i denne SSP-indsats.
Maria Biltzing, politiassistent i Nærpolitiet og SSP-repræsentant på Vesterbro, var med de unge juniorbetjente hele vejen igennem. ”Det har været fedt at lære de unge at kende. De har været superseje, modige og gået til opgaverne med stor vilje og styrke. Jeg er meget stolte af dem alle. Fællesskaberne og relationerne er blevet styrket både internt ungerne imellem og til de voksne fagpersoner. Et af målene med juniorbetjent er at fastholde dem i det positive fællesskab samt relationerne til os voksne. Forløbet har givet ungerne en følelse af, at de kan meget mere end, hvad de selv går og tror. Deres selvtillid/selvværd er blevet boostet og de har fået et godt positivt indblik i politiets arbejde.”