Sammen om barnet

03.06.2019
Vi skal inddrage forældrene mere. Forældrene skal mere på banen.

Samarbejde med forældre er en forudsætning for godt kriminalitetsforebyggende arbejde. Mange SSP’ere oplever det svært at nå igennem til især minoritetsfamilier med de bekymringer, de har for et barn eller en ung og mødes i stedet med mistillid. Hvorfor det kan være tilfældet, har Manal Dbouk et bud på. Hun er projektmedarbejder i Helhedsplanen Amagerbro, og har skrevet speciale i pædagogisk antropologi om minoritetsmødres oplevelser og erfaringer i mødet med fagpersoner fra kommunen og på skoler. Titlen på specialet hedder ”Kampen om barnet”, fordi nogle familier oplever, ifølge Manal, at de er i en kamp om deres barn, hvor modstanderen er det offentlige - sagsbehandleren, skolelæreren, klubpædagogen og politiet.

Mistillid smitter…

Manal Dbouk har interviewet og observeret to grupper med mødre i to kvindeklubber. De to grupper har vidt forskellige opfattelser af, om kommunen og de institutioner, hvor børnene går, er en modstander eller en medspiller. Hun konstaterer, at mødrenes personlige oplevelser og erfaringer med ’systemet’ ofte danner grundlag for den måde, de videre håndterer børnenes opdragelse på samt deres deltagelse i det danske samfund. Fælles for de to grupper var, at deres syn på samfundet og på dem selv ofte hang sammen med de fællesskaber, som de indgik i. Den ene gruppe var præget af mistillid over for kommunen, som for nogen bundede i, at de følte sig anderledes behandlet på grund af deres religiøse tilhørsforhold og har haft negative oplevelser med etniske danskere, siger Manal Dbouk, og peger på, at mistilliden bliver forstærket i kvindefællesskaberne, hvor mødrene vender de negative oplevelser med hinanden,

- Mødrene havde en oplevelse af, at kommunen og skolen modarbejdede dem og ville bestemme over deres børn og den måde, de opdragede på deres
børn på. I virkeligheden er det ofte ikke et bevidst forsøg på at modarbejde familierne. Det er nærmere en reel bekymring
og et forsøg på at få børnene til at indgå som en lige del af de sociale fællesskaber. Den fortælling, de havde indbyrdes
om det offentliges skjulte dagsordner og deres målrettet modstand mod muslimske familier, gør det svært at skabe og bevare et tillidsfuldt forhold og
bidrager til en højere grad af mistillid.

… men det gør tillid også

Den anden gruppe kvinder, som Manal Dbouk fulgte, havde et helt andet syn. De var mere trygge i relationen til systemet, som de viste tillid. Deres børn var både præget af værdier og normer fra mødrenes hjemlande og fra det danske samfund, og i modsætning til den første gruppe var det accepteret, at børnene både var påvirket af hjemmet og institutionerne. De så kommunen og skolen som hjælpere og oplevede henvendelserne fra skolen som en bekymring og ikke en kontrol. Det var den positive indstilling, som mødrene delte med hinanden, og det var med til at styrke tilliden og tiltroen til, at myndighederne ville deres børn det bedste. Så i begge grupper er det, at de deler deres oplevelser med hinanden, med til at konstruere et fællesskab, der enten medvirkede til at skabe tillid eller mistillid.  Manal Dbouk bruger i dag sin viden fra specialet i arbejdet som projektmedarbejder i Helhedsplanen Amagerbro, hvor hun har daglig berøring med udsatte familier. Hun samarbejder også med den lokale skole, hvor hun rådgiver
i sager, hvor kontakten til forældrene er udfordret. Manal har holdt foredrag for SSP lokaludvalg på Amager, hvor hun har givet nogle anbefalinger videre,
- Skab positive erfaringer i mødet mellem forældre og institutioner og få disse erfaringer ud i forældrenes netværk.
- Husk at snakke om det, der går godt.
- Ros forældrene for de små ting.
- Fortæl forældrene konkret og ærligt, hvad du forventer af dem.