Mød Månedens SSP Profil - juni 2021
Hvad arbejder du med for tiden?
For os har det været vigtigt med den præventive, forebyggende indsats, og som jeg også mener er SSPs opgave. Vi ønsker at skabe ungefællesskaber, som er bæredygtige og robuste, så man ikke kommer ud i noget rod og tager det forkerte valg. Det har jeg arbejdet rigtig meget med i de syv år jeg har været på Tingbjerg Skole. Noget af det vi har arbejdet rigtig meget med, er det med fortællinger ift. risikoadfærd. Vi har fx sammen med SSP læreren lavet sociale pejlinger sammen med de unge, hvor vi fortæller dem, at det faktisk er normalt at gå i skole, at være glad for at gå i skole, ikke at være en del af en bande og at man ikke har prøvet at begå vold. Det er vigtigt med fortællingen om, at man faktisk er forholdsvis normal, selvom man er ung fra Tingberg.
Hvilke problemstillinger (relateret til ungdomskriminalitet) karakteriserer dit lokalområde?
Vi har jo en del unge, som kommer fra ressourcesvage hjem. Det gør, at man kan havne i udsatte positioner. Det er netop der, hvor det er virkelig vigtigt, at vi har stærke børnefællesskaber og ungefællesskaber både i skole og i fritids- og daginstitutioner. De har brug for at kunne spejle sig i andre børn og andre unge, som tager nogle gode valg. Hvis man måske har nogen forældre, der ikke går på arbejde eller måske selv har været på kanten af loven, er det rigtig godt, at der er andre børn og unge i de gode fællesskaber. Det synes jeg, at vi lykkedes med i stigende grad.
Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde?
Jeg synes, at vi som skole og som fritidsdel har været med til at sætte nogle nye normer og nye rammer, ved at have meget positive og høje forventninger til både børn, unge og forældre. Vi tror på det bedste i dem. Vi regner med, at de tager de rigtige valg. Vi gør også noget ved det og handler på det, hvis det går galt. Da jeg startede i Tingbjerg for syv år siden, var der en Tingberg-virkelighedsforståelse og så var der den virkelighedsforståelse, jeg kom fra. De to forståelser synes jeg ikke altid helt hang sammen, fx hvornår man politianmelder i Tingberg og hvornår man ringer til mor og far. At nogle affinder sig med tingene og siger, ”Nå, men det er jo bare Tingberg, det vi jo vant til at det sker”, når noget voldsomt sker. Der synes jeg, at vi har gået forrest, og der har jeg været med til at sætte nye standarder om at have positive og høje forventninger til alle. Når man så ikke lever op til de positive og høje forventninger, handler vi på det. Vi ringer hjem, holder møder med forældrene og anmelder det til politiet, hvis det har været en grad, hvor det har været kriminelt, men troen på at det positive er den bedste vej. Det er der jeg synes SSP har været så god, fordi de forskellige forvaltninger og politiet tager det så alvorligt og bakker enormt op om den dagsorden, som vi/jeg har været med til at sætte. Det er virkelig et stærkt samarbejde, som jeg er meget tryg ved og meget glad for og sætter stor pris på.
Hvad synes du, er det vigtigste i SSP's arbejde?
Helt bestemt styrken i det tværgående arbejde, specielt med de liv og skæbner, hvor det er svært og ikke ligetil bare at vælge den rigtige vej eller det gode valg. Så er der brug for en helhedsorienteret indsats og hvor vi tager fat om det hele, og det oplever jeg, at vi gør i SSP.
Hvad er du mest stolt over, at du har været med til ift. arbejde med de unge? Noget hvor du måske har følt, at det gjorde en forskel for den unge?
Jeg har været tæt på et par unge, hvor de var på vej i den gale retning, hvor vi som skole lavede anmeldelse til politiet. Der insisterede jeg på at holde fast i den gode relation til den unge, som jeg faktisk selv som skoleleder havde været med til at politianmelde, for at støtte op om ham og hans familie hele vejen. Det lykkedes, og han kom også positivt ud af det. Det har givet mig troen på, at man kan gøre rigtig mange ting med de rigtige intentioner og med en tæt relation og omsorg og positive forventninger. Der har jeg i hvert fald hjulpet et par unge med at komme ud af kriminalitet og ind i en anden retning.
Hvad er den bedste oplevelse du har haft i SSP?
Af de gode indsatser, vi har haft, synes jeg blandt andet Tingbjerg-undersøgelsen med sociologen Aydin Soei var en fremragende indsats. Også nogen af de indsatser vi har været med i blandt andet ’det gode valg’. Lige nu kører vi indsatser omkring digital adfærd, fordi det også er en kæmpe ting indenfor SSP-området, hvor vi er ude og holde oplæg i klasserne. Den bedste oplevelse er, når vi går sammen om den unge og familien, og hvor det lykkedes i fællesskab at få dem tilbage på rette spor igen og ind i ungdomsuddannelse og forsætte den vej.
Hvilke udfordringer står SSP København over for?
Digital dannelse og adfærd er en udfordring. Vi ser i stigende grad unge, der desværre filmer og videofilmer ubehagelige ting og vold og lægger ud. Der har vi et stort ansvar i SSP om at forebygge det. Vi har også et stort ansvar sammen om at finde ud af, hvordan vi undgår at ungegrupper laver ballade og hærværk rundt omkring, i stedet for faktisk at deltage i de klub- og fritidstilbud der er. Og selvfølgelig at forebygge, at børn og unge kommer ind i mere organiseret kriminalitet. Vi har en stor opgave i SSP i at sørge for, at de ikke vælger den vej.
Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke det tværforvaltningsmæssige samarbejde endnu mere?
Det er vigtigt at få skabt nogen gode relationer ude i det nære mellem politiet, socialforvaltning og blandt de ansatte også. Så man meget hurtigt og meget nemt kan bruge hinanden i de rigtige situationer. SSP skal sætte nogen temaer på som kan være overordnet og bydækkende. Det er godt, at der er lokale SSP-udvalg med lokale indsatser, men det kunne også være godt at arbejde målrettet med nogen overordnede indsatser.
Hvad lytter du til af musik i øjeblikket?
Jeg hører tit musik, når jeg cykler til og fra arbejde. I dag lyttede jeg til U2. Jeg er nok mest til noget popmusik i alle dens forskellige genrer, som det rummer.
Hvis du skulle anbefale en bog hvilken skulle det så være?
Jeg er mest til faglitteratur. Jeg er i gang med to bøger lige nu, hvor den ene handler om, hvordan man fører god valgkamp, fordi jeg stiller op til kommunalvalget i den kommune hvor jeg bor i. Den anden bog hedder ”samfundsglæde”. De bøger, jeg læser, er meget samfundsrelateret.
Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg er et meget socialt menneske, så jeg kan godt lide at omgås mange mennesker. Selvom jeg har travlt i hverdagen, kan jeg godt lide at være sammen med familien og venner i min fritid. Jeg har tre børn og en fjerde på vej. Jeg elsker også at se fodbold, jeg er en kæmpe fodboldnørd. Jeg er stor fan af Leeds United fra England.
Baggrund
Navn: Marco Anders Damgaard
Tilknytning til SSP: Sidder i Brønshøj-Husum-Tingbjerg-Vanløse ledergruppe
Stilling: Skoleleder på Tingbjerg Skole og Fritid
Antal år i SSP: 1,5 år