Månedens SSP'ere - maj 2025

Vil I starte med at fortælle lidt om Ungdomsskolen her på Hovmestervej – fx målgruppe, aktiviteter og jeres daglige arbejde?

Nadja: Ungdomsskolen Hovmestervej er et tilbud til undervisningspligtige unge fra 8.-10. klasse. Vi har omkring 96 elever fordelt på to 8. klasser, to-tre 9. klasser og to 10. klasser. Eleverne undervises i et begrænset antal fag — dansk, matematik, engelsk og naturfag i 8.-9. klasse og dansk, matematik og engelsk i 10. klasse. Klassen er på maks. 16 elever med to faste lærere, og vi arbejder med tydelig struktur, forudsigelighed og genkendelighed. De har kortere skoledage og mulighed for praktik eller fleksible aftaler.

De unge kommer fra hele København, og vi har tæt kontakt til forældre, kontaktpersoner, sagsbehandlere, SSP, gadeplansmedarbejdere og andre samarbejdspartnere. Omkring 85% har en sag i DSI — mange af dem igennem flere år. Det er en meget blandet elevgruppe, hvor nogle har været skolevægrende i lang tid, andre kæmper med angst, stress, sociale udfordringer eller har haft mange nederlag i skolesystemet. Fælles for dem er, at de har brug for en ny chance og et sted, hvor de kan få brudt nogle fastlåste roller.

Ditte Marie: Jeg tager mig af alt det omkring den unge, der ikke handler om skole og undervisning — kontakten til DSI, sagsbehandlere, familier, kontaktpersoner og øvrige aktører. Det er meget koordinering, møder og samtaler. Samtidig overlapper Nadja og jeg en del, fx omkring elevernes trivsel.

Nadja: Jeg er uddannelsesvejleder og ansat på skolen, hvilket betyder, at jeg er her hver dag. Jeg står for indmeldelsessamtaler, læser papirerne på de unge, indhenter samtykker og samler oplysninger fra sagsbehandlere, PPR, skoler osv. for at lave en god opstart sammen med lærerne. Derudover står jeg for uddannelsesvejledningen, når de unge skal videre.

Ditte Marie: Vi fungerer også lidt som et ressourcecenter. Vi er en lille arbejdsplads med cirka 20 ansatte, og det betyder, vi er en tæt enhed. Vi spiser morgenmad sammen med eleverne, og Nadja og jeg sidder med til lærernes teammøder, hvor vi gennemgår alle eleverne. Vores kontor er et sted, hvor eleverne kommer og går hele tiden — de kan kigge forbi og spørge om en tampon, dele noget svært fra weekenden eller snakke om, at de er blevet anbragt eller har dummet sig. Det er alt fra små til store ting. Vi er et lille samfund i os selv, hvor alle kender alle og hjælper hinanden.

Nadja: Det betyder også, at vi har et mere nuanceret billede af de unge, fordi vi er så tæt på dem i hverdagen. Her er virkelig mange dygtige medarbejdere, som brænder for at arbejde med udsatte unge.

Hvordan er jeres samarbejde med forældre?

Ditte Marie: Det er meget forskelligt. Vi har forældre, der er engagerede, deltager i møder og gør alt, hvad de kan for at støtte deres unge. Så er der dem, der gerne vil, men som af forskellige grunde har svært ved at overskue det. Og endelig er der nogle, der helt har trukket sig — fordi de måske har kæmpet i mange år og er kørt trætte, eller selv har noget, de kæmper med. Vi prøver så vidt muligt at invitere forældrene med ind, holde dem orienteret og minde dem om, at de stadig er vigtige for deres unge.

Nadja: Jeg oplever også, at forældrene gør det så godt, de kan. Vi har gjort det nemt at komme i kontakt med os — alle lærere har en arbejdsmobil, og der er tæt dialog om alt fra fremmøde til trivsel. Vi lægger stor vægt på også at fortælle de gode historier. For mange af de her forældre er det første gang, de oplever en positiv skole-hjemsamtale, og det betyder meget at kunne give dem og den unge en oplevelse af, at skolen også kan være et sted, hvor det går godt.

Hvordan ser I rollen som SSP-repræsentant på en Ungdomsskole?

Nadja: Jeg sidder i SSP Bispebjerg, og for mig betyder samarbejdet rigtig meget. Det giver en vigtig indsigt i, hvad der foregår i området, og hvem der er omkring de unge. Jeg er et bindeled mellem skolen, SSP og andre samarbejdspartnere i København, og det betyder, vi hurtigt kan handle, hvis der er noget. 

Ditte Marie: Det betyder også, at vi ofte kender til eleverne, allerede inden de starter her. Mange af dem har været drøftet i SSP, og så ved vi, hvem deres sagsbehandler eller kontaktperson er, og hvad der tidligere er gjort. Jeg sidder i SSP Ydre Nørrebro og Brønshøj-Bellahøj, fordi det er der, flest af vores elever kommer fra. Det gør en stor forskel, at vi kender både de unge og netværket omkring dem.

Hvor ser I jeres vigtigste bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde i SSP-samarbejdet? 

Nadja: Jeg bidrager meget med viden fra vejledningsdelen og Uno-Ung, hvor vi kan hente oplysninger, der er relevante for arbejdet omkring de unge. Og så handler det om at have fingeren på pulsen og vide, hvad der fylder i deres liv lige nu.

Ditte Marie: Jeg bruger også systemerne og har ofte uddannelsesvinklen med ind i sagerne. Men vigtigst er den tætte relation, vi har til de unge. De fortæller os ting, længe før der oprettes en SSP-sag — om hvad der sker i områderne, hvem de omgås, og hvad de roder sig ud i. Det gør, at vi kan kvalificere sagerne og give et mere nuanceret billede end det, der måske står i en politirapport. Vi kan også hjælpe de unge med at få deres stemme med i sagen og følge dem, hvis de fx skal til en forebyggende samtale, hvor vi kan være med og skabe tryghed.

Har de svært ved at finde de positive fællesskaber? 

Ditte Marie: Mange af dem synes selv, de er i positive fællesskaber — men vi ser noget andet. Vi har en del unge, der benytter klubber og fritidstilbud, men når de lukker om aftenen, er det ude på gaderne og i gårdene, fællesskaberne fortsætter. Og de er ikke altid lige positive.

Nadja: Vi har også unge, der har svært ved overhovedet at finde et fællesskab. De kan være ensomme og have svært ved det sociale. Så der er både dem, der har gode fællesskaber, dem der har udfordrende, og dem der kæmper med at finde nogen.

Hvad oplever I, at de unge tænker om SSP?

Nadja: Den klassiske er: ”Er du politimand?” når de hører, vi sidder i SSP. Men jeg oplever egentlig, at mange af dem godt ved, vi er der for at støtte, fordi der er en bekymring, og at formålet er at undgå, at tingene bliver værre.

Ditte Marie: De er også nysgerrige. ”Skal du til SSP-møde igen? Er mit navn mon på listen?” Nogle spørger, om vi vil sige noget bestemt for dem, hvis deres navn skulle komme op. Jeg har også vist dem, hvordan et tomt SSP-skema ser ud, så de kan se, hvad der egentlig bliver talt om. Det gør det hele lidt mindre farligt for dem.

Kunne vi være bedre til at inddrage de unge?

Nadja: Det tror jeg bestemt. Vi kunne også være bedre til at inddrage skolerne.

Ditte Marie: Jeg prøver at vise dem, hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer vi taler om. Spørge dem: ”Her står psykisk sårbarhed — hvad tænker du selv?” I stedet for kun at skrive, hvad børne- og ungdomspsykiatrien har sagt. Det giver noget andet.

Hvilke udfordringer med ungdomskriminalitet fylder pt i hhv. Ydre Nørrebro og Bispebjerg? Har I mærket forandringer i ungdomskriminalitet over de seneste år?

Nadja: Her på Bispebjerg er der mange, som er blevet gode til at køre bil alt for tidligt. Da jeg startede i SSP, var det hash eller hærværk — nu er det tramadoler og hårdere stoffer. Det er bekymrende.

Ditte Marie: Det er jeg enig i. Også flere voldsomme overfald. Og så er de yngre — 12-13-årige med alvorlige sager. Før var det måske en enkelt på 12, nu er der flere. Sociale medier spiller en stor rolle. Man bliver hevet ind i noget, man ikke havde tænkt sig, og pludselig står man der.

Nadja: Det handler også om anerkendelse. Hvis man ikke får den i skolen, finder man den andre steder. En anden udfordring er også, at postnumre i perioder skaber barrierer for skolegang. Forstået på den måde, at når der fx er bandekonflikter kan elever fra bestemte steder i byen ikke møde op i skole, og kontaktpersoner begrænser også deres færden i området. Det har store konsekvenser, især når unge ikke kan komme i skole.

Taler de med jer om deres digitale liv?

Nadja: Ikke så tit, men når der er konflikter, der rammer skolen og deres hverdag, er de nødt til det.

Ditte Marie: Meget sker i grupper på Snapchat, hvor de deler videoer af overfald. Der er kæmpe konflikter, hvor man bliver blandet ind på kryds og tværs, og de ender af og til fysisk. Der foregår meget på sociale medier.

Hvis I kunne ændre én ting i SSP-samarbejdet, hvad skulle det så være – og hvorfor?

Nadja: Jeg synes ikke, vi er gode nok til at fange de unge tidligt nok. Nu har vi sager med børn i 5.-6. klasse, og det betyder, at vi måske skal ned og kigge på 4. klasse eller tidligere. Vi er nødt til at komme tidligere i gang, finde ud af hvad vi kan gøre og hvordan vi kan hjælpe dem.

En anden udfordring er de unge, der gentagne gange begår kriminalitet. Nogle gange sidder vi i SSP og venter på, at de bliver 18, fordi vi ganske enkelt ikke ved, hvad vi ellers skal stille op. I Bispebjerg har vi en dreng, der går igen og igen, hvor alle indsatser har været forsøgt — dedikeret sagsbehandler, dygtige gadeplans- og klubmedarbejdere, men han vil ikke hjælpes. Det er enormt frustrerende, for vi rykker ikke noget. Vi mangler noget i værktøjskassen, men jeg ved ikke, hvad det skulle være.

Ditte Marie: Jeg oplever præcis det samme. I mine områder har vi også en eller to, som vi bare ikke kan få fat i. Det hele nærmer sig deres 18 års fødselsdag, og så må det blive nogle andres ansvar. Alle prøver virkelig det bedste, de kan, men vi er også nødt til at tænke før-forebyggelse. De unge bliver yngre og yngre, og vi skal længere ned i led for at fange noget, før det går rigtig galt. Og så skal vi have endnu mere fokus på forældrene som samarbejdspartnere. I Bispebjerg har vi haft projektet Forældre for Forandring, hvor forældre blev samlet og fik præsenteret tilbud og muligheder. Det gav så god mening — som en mødregruppe, bare når børnene bliver teenagere, så man ikke står alene.

Hvad er I mest stolte af at have været med til i SSP-samarbejdet?

Nadja: Sidste sommer havde vi en stor, bekymrende ungegruppe, som vi brugte lang tid på at screene: Hvem skulle noget i ferien? Hvem havde fritidsjob? Hvem manglede tilbud? Vi fik lavet en samlet plan, og mit indtryk er, at sommeren gik rigtig godt, og vi undgik, at noget eskalerede. Det er en fed oplevelse, når man kan samle forskellige fagfolk og lave en målrettet indsats, der virker.

Ditte Marie: Jeg er også stolt af, at vi begyndte at se de unge som grupper og ikke kun som individer. Vi har også siden hen lavet en kortlægning af en gruppe drenge ved Nørrebro Station og fandt ud af, hvor de kom fra, og hvem der kendte hvem. Det betød, at vi kunne arbejde mere koordineret og få gadeplansindsatsen med — også selvom drengene kom fra hele byen. Det gav virkelig god mening.

Vi har også brugt SSP-netværket i svære situationer. Efter en forfærdelig hændelse lykkedes det os via netværket at få politi ud på skolen hurtigt og få samlet de unge og forældre. Det gik stærkt, fordi vi kender hinanden og ved, hvem vi skal ringe til. Og senest ved en gallafest lykkedes det at få gadeplansmedarbejdere og nærpoliti til at kigge forbi. De unge syntes faktisk, det var fedt, at der lige blev sagt hej, og det lykkedes kun, fordi det blev nævnt på et SSP-møde, hvor nogen straks meldte sig. Det er en kæmpe styrke ved netværket.

Hvis I skulle give ét godt råd til jeres 15-årige jeg – hvad ville det være?

Nadja: ”Tro på dig selv, det skal nok gå!”

Ditte Marie: ”Tag det roligt, det skal nok lykkes.” Man behøver ikke have styr på alting som 15-årig.

Hvilken superkraft kunne I godt bruge i jeres arbejde?

Ditte Marie: Jeg kunne virkelig godt tænke mig at kunne trykke på en knap – lidt ligesom hende Lotte, der havde knappen på navlen – og så gøre mig usynlig, så jeg lige kunne snige mig ind i nogle samtaler med nogle af de nye unge og fornemme, hvad der egentlig foregår. Det gad jeg virkelig godt!

Nadja: Ja, eller bare kunne få en pause-tid, så man lige kunne nå at gøre noget, inden det næste sker. 

Ditte Marie: Nogle uger kunne det også være fedt at have den superkraft, at man kun behøvede at sove to timer i døgnet, så man kunne nå det hele. Men ja, jeg går altså med usynlighed — det er klart min favorit.

Hvad lytter I til af musik for tiden?

Ditte Marie: Jeg har en 8-årig derhjemme, og derfor hører vi rigtig meget til Gilli og Benny Jamz. 

Nadja: Min musiksmag er meget afhængig af, hvad jeg laver. Når jeg står i køkkenet og laver mad, hører jeg én genre, og når jeg træner, er det en helt anden med lidt mere gang i. Det varierer altså meget efter aktivitet.

Har I nogle podcasts, I følger med i?

Nadja: Det afhænger meget af, hvad der fylder i mit liv lige nu. Om det er personlige ting eller noget med gadeliv og kriminalitet. Jakob Lentz, som var her til en temadag om low arousal, har lavet en podcast sammen med Bo Hejlskov — den står på min liste.

Ditte Marie: Det oplæg var virkelig spændende. Jakob Lentz skal også ud at holde supervisioner i lærerteams omkring elever, hvor vi også er med. Det er noget, der er rigtig relevant for os her på skolen. Jeg følger fast Det vi taler om, som kommer om fredagen — den lytter jeg til, når jeg kan. Ellers er jeg også meget til krimipodcasts. Jeg har en lang liste, der bare kører i baggrunden, næsten uden at jeg lytter helt aktivt.

Hvad kan I godt lide at lave i jeres fritid?

Nadja: Jeg elsker at læse. Lige nu har jeg lige læst noget af Hella Joof, og jeg har det sådan, at når jeg finder en forfatter, jeg kan lide, så læser jeg det hele. Jeg slår mig løs med alt fra Ken Follett og krimier til Game of Thrones. Udover det bruger jeg min fritid på mine store børn, træning og så selvfølgelig hus og have.

Ditte Marie: Mit fritidsliv er meget familiebaseret. Jeg har en dreng, der spiller rigtig meget fodbold, og det fylder derfor det meste af ugen og weekenderne. Udover det er jeg meget med i hus, have og så prøver jeg også at få tid til venner og familie.