Månedens SSP-profil - oktober 2023

Hvordan kom du ind det forebyggende arbejde?
Jeg har siddet i SSP-lokaludvalget Brønshøj-Bellahøj i to år. Før det var jeg med i SSP Tingbjerg-Husum. Jeg blev ansat på Husum Bibliotek i 2017, og der var biblioteket ikke en del af SSP. Jeg tror ikke, at der på det tidspunkt var nogen, der så SSP-samarbejdet som relevant eller som en del af vores opgave. Men vi havde en udfordring med en gruppe på 10-15 drenge på under 18-år som hang ud på biblioteket, fordi de var blevet smidt ud af den lokale ungdomsklub. Det fungerede ikke særlig godt, at de brugte biblioteket som et samlingssted, især fordi det var et lille bibliotek, og fordi de havde en grænsesøgende adfærd med trusler og chikane. Vi havde vagter og politi forbi flere gange om ugen. Måske havde det en tryghedsskabende effekt for de andre brugere, men det ændrede ikke de unges adfærd. Tværtimod blev gruppen mere fasttømret som et lille fællesskab, som var uden for det hele. Der var nok lidt berøringsangst for at snakke med gruppen, men jeg havde det fint med at snakke med dem. Jeg talte med dem om, hvad de godt kunne tænke sig at lave og om deres drømme og ønsker. Jeg blev på det tidspunkt en del af i SSP, og sammen screenede og identificerede vi gruppen. Jeg fik på den måde mere viden om, hvem de unge fyre var. Det gjorde det nemmere for mig at have en dialog med dem efterfølgende. 

Vi havde også udfordringer med stofsalg og indtagelse af rusmidler. På min første udlånsvagt var der en, der mixede og røg ude på toilettet, og en anden sad og viftede med en stor plade på biblioteket. Det var en ret voldsom start, og jeg tænkte, at vi måtte håndtere det her, fordi sådan skal et bibliotek ikke være. Efter vi gik ind i SSP, skete der måske fortsat kriminelle aktiviteter i og omkring området, men det fyldte ikke mere på biblioteket, og der var ikke længere samme utryghed. 

Den erfaring har jeg taget med mig til Brønshøj Bibliotek. Der har været ro på, men biblioteket ligger lige ved torvet og er en stor bygning med offentlig adgang. Der foregår også kriminalitet på og omkring Brønshøj Torv. Problematikken er lidt den samme med et aktivt stofsalg. Det skal biblioteket også forholde sig til, fordi hvis man bare ser igennem fingre med det, kan man på sigt risikere at have et meget utrygt bibliotek i aftentimerne. Derfor bliver vi nødt til at holde øje og være opmærksomme og få de rette myndigheder ind over. Vi vil som bibliotek også rigtig gerne være en del af det at skærme udsatte børn og unge, hvis der foregår et eller andet.

SSP er for os blevet en tryghedsindsats og en forløber for alt det fede tryghedsarbejde, der foregår nu i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det er jeg så glad for! 

Hvad arbejder du med som bibliotekar? 
Jeg laver arrangementer på biblioteket, fx forfatterinterviews. Jeg er med i en fælles projektgruppe, hvor vi udvikler forskellige typer af arrangementer, som foregår på fem biblioteker. Jeg har på den måde en bred kontakt på tværs af bibliotekerne. Så er der de almindelige driftsopgaver i huset. Der er udlånsvagter og al mulig formidling og samarbejde med lokale og andre aktører.

Hvilke problemstillinger (relateret til ungdomskriminalitet) karakteriserer dit lokalområde? 
Hash og til dels andre rusmidler fylder meget hos de unge. Vi oplever også unge, der kan have svært ved at begå sig i det offentlige rum og opfører sig på samme måde på biblioteket som i skolegården. Vi har en gang imellem besøg af større eller mindre grupper af unge, som har problemer med attituden og taler grimt og nedladende og opfører sig hensynsløs over for kammerater og bibliotekets personale. Det er dog i mindre omfang på vores biblioteker, men det er en problematik, vi også oplever løbende på andre biblioteker.

Jeg har i den forbindelse tænkt over modfortællinger. For nylig var jeg ovre i ungeværket, hvor jeg spurgte ind til en mindre gruppe af ret unge drenge, som jeg syntes havde en meget hård attitude. Der fik jeg at vide, at det måske var den næste gruppe, man skulle være opmærksom på, men de fortalte også om drengenes positive egenskaber, og hvad de godt kunne lide. Noget af det, jeg havde observeret kunne godt give mening, men det var nogle gode drenge, som af og til kunne have en dårlig opførsel. Det var dejligt at høre og få mine forestillinger skudt ned. En lille ting kan nogle gange være med til, at man danner egne forestillinger om, hvordan andre er. Det kan være ens fordomme, der styrer, om man i en given situation ringer efter politiet.

Vi ser også socialt udsatte unge fx unge hjemløse og psykisk sårbare, som måske ikke er i SSP-målgruppen. Vi ved sjældent, om de er over eller under 18, så derfor forholder vi os til nogle, som kan være unge voksne. Men vi indrapporterer og deler viden og tit bliver SSP-kontakten den naturlige vej til handling, fordi man i forvejen har kontakt til fx politiet. Vi gør noget i stedet for at tro, at det er andre, der skal tilkaldes og komme og løse udfordringen. 

Hvad er dit og KFF’s bidrag til det kriminalitetsforebyggende samarbejde?
Som kultur- og oplysningsinstitution kan vi tilbyde fællesskaber og lokalefaciliteter. Vi kan være et sted, hvor børn og unge kan styrke deres ressourcer. Man kan sagtens have en skoleaktivitet her, hvis man vil lave åben skole eller har brug for at lave noget med en mindre elevgruppe i en periode. Biblioteket kan også i tilfælde af, at en ung har karantæne fra et ungeværk eller mangler skoletilbud, være en del af løsningen. Det er blevet mere tydeligt, hvad biblioteket kan bidrage med. Da jeg blev en del af SSP, begyndte jeg at opsøge netværk i lokalområdet. SSP blev et netværk, som jeg fik foræret, og jeg fik kontakt til andre faggrupper. Jeg blev inviteret til at deltage i fodboldkampe, fællesspisninger, foredrag og aktiviteter. Det gav en åbenhed omkring biblioteket, og vi fik derigennem et bedre samarbejde med skoler, fritidscentre osv. Det blev på en måde en kampagne for biblioteket, fordi skolen fx blev opmærksom på, at vi som bibliotek tog et socialt ansvar. Biblioteket er for mange et ret anonymt tilbud. Man kan sagtens gå på biblioteket uden at snakke med nogen, men man kan også blive en del af fællesskaber. Man kan være sig selv, eller man kan eksperimentere med, hvem man er i et uforpligtende fællesskab. Man kan sidde med sin telefon og være helt stille og få en lille pause fra en meget travl hverdag, eller man kan være her, hvor der er en meget energisk klasse eller et kreativt arrangement. På biblioteket er der mange stærke personlige møder. 

Hvis alle får lov til at gøre det, de er bedst til og bidrager med deres faglighed ind i SSP, er vi med til at spille hinanden gode. Det kan vi hjælpe hinanden med. Hvis der er en klubmedarbejder eller skolelærer, der drømmer om et inspirerende foredrag eller forløb, men hvor det kan være svært med de præmisser, de har i deres jobs, kan jeg bruge min faglighed til at hjælpe. Tilsammen er vores netværk og kontaktflader helt vildt stort, men der er ikke så mange andre i SSP, ud over os, der har at gøre med decideret kulturarrangementer. 

Jeg føler, at jeg med min tilstedeværelse i SSP og med de observationer, jeg og mine kolleger bidrager med, får en ansvarsfølelse. Vi tager ansvar for folk, der kommer ind i vores hus og bruger vores tilbud. Jeg føler mig spejlet i de andre SSP’er, fordi de også tager ansvar.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke samarbejdet endnu mere? 
Jeg vil gerne, at der i forhold til årsplaner bliver tænkt mere på tværs. Det skal ikke være den enkelte KFF-institution, der skal have en stor forkromet plan om, hvad en SSP-årsplan skal indeholde. Indsatserne skal tænkes mere bydækkende, og man kunne vælge en eller to problematikker, som man arbejder med det pågældende år. De generelle forebyggelsesindsatser kan man godt planlægge ud over hele byen, hvor alle arbejder med et emne som det digitale og gør det godt med inddragelse af alle mulige aktører. Det kan også være emner som rusmidler, samtykke, adfærd i det offentlige rum og social pejling. Jeg tror, at det vil gavne os som bredt favnede kulturtilbud at arbejde med det brede perspektiv og den helt tidlige forebyggelse. Vi kan vise de andre aktører, børn, unge og voksne, at biblioteket er et sted at søge viden, oplysning, inspiration, samtaler og fællesskaber. 

Jeg kunne godt tænke mig, at der er flere tilbud til unge i lokalområdet, og at biblioteker og kulturhuse kunne hjælpe til med det. Jeg synes, at det er inspirerende at høre om andre steder, hvor der er flere tilbud til unge. 

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til arbejde med unge?
Jeg var med til at lave flere forløb med skriveværksteder i Husum sammen med Ordskælv. Det var ung-til-ung, hvor unge skrivende stod for undervisningen af andre unge. De unge fik sat ord på nogle ting, som var meget vigtige. Jeg husker særligt én ung, hvor der blev sat nogle refleksioner i gang, som var med til at vende en dårlig udvikling til noget bedre. Jeg synes, at det er vigtigt, at de unge selv kommer på banen og kommer til orde. I foråret interviewede jeg forfatteren Haidar Ansari. Det var meget inspirerende, at mødet med litteraturen gjorde noget for ham i forhold til at tage ansvar for sit eget liv. I det hele kan det at få sat ord på sine følelser og bearbejde nogle ting gøre noget for de her helt fastlåste og uhensigtsmæssige sociale positioner, man kan havne i. 

Jeg er også stolt over, at jeg dengang kunne få en dialog med gruppen af unge på Husum Bibliotek. Jeg var ny i jobbet, og der var det helt vildt godt at få nogle andre at snakke og sparre med i SSP. Det var ikke bare min opgave alene, men jeg havde andre at trække på og spørge til råds. 

Kan du anbefale en bog?
Det er det ledeste spørgsmål at stille en bibliotekar! At være bibliotekar og litteraturformidler handler om at matche den rette bog til den rette person. Lige nu er jeg i gang med ”Voroshilovgrad”, som er skrevet af Serhij Zjadan. Jeg er med i en nystartet ukrainsk læseklub, og denne bog er den første på programmet. Den sidste læseoplevelse, som jeg brugte en del tid på, er ”Rejsende” af Olga Tokarczuk. Den havde nogle irriterende ting i den, men den var fed og tænksom. Den består af kortere og længere tekster med udgangspunkt i samme tema – rejsemotivet. Jeg kan godt lide genrebrydende tekster som David Foster Wallace, særligt hans essays om kultur- og underholdningsindustrien. Jeg kan også anbefale ”Og midt i alt dette går frontlinjen” af Sergij Zjadan, ”Grå bier” af Andrej Kurkov og ”The Membranes” af Ta-wei Chi, som lige er oversat til dansk. 
SSP-mæssigt ville jeg ønske, at alle, der har med SSP at gøre, ville læse ”Institutionaliseret” af Haidar Ansari. Den er ret voldsom, men er den bog, skrevet af folk på baggrund af erfaring med kriminalitet, der har gjort størst indtryk på mig. Den fik kritik i starten for at være meget rå, men det giver supergod mening i forhold til de erfaringer med at leve med vold, som han skriver ud fra. Den er god til at skabe forståelse for den situation, som kriminalitetstruede unge befinder sig i. 

Lytter du til podcast?
Ja, jeg lytter til ”Ukraine – The Latest”, som er en nyhedspodcast. Jeg lytter også til krimi-podcasts – fx ”Fængsel”, som nok bunder i interessen for SSP og for at forstå hele mennesket. Spørgsmålet til alle de medvirkende er, hvad er indespærring, og hvad gør det ved folk? Det er nogle ret spændende personlige interviews. Så hører jeg comedy-podcasts fx ”Comedy-kontoret” og ”Absolut Mathias Helt”.

Hvad lytter du til af musik? 
Jeg er dj, og i den sammenhæng er det festligt musik, man kan danse til. Men jeg bruger musik i mange andre sammenhænge. Det, jeg hører mest, er ambient instrumental musik, som jeg bruger, når jeg læser eller arbejder. Jeg prøver også at lære ukrainsk musik at kende og nørder med det. Til koncerter er det mest metal, særligt black metal, som har en beroligende effekt på mig. Jeg er mest til den atmosfæriske, kunstnerisk udfordrende del af black metal.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg er i gang med at lære ukrainsk på FOF. Jeg har en ukrainsk kæreste og har været i Ukraine to gange under krigen. Jeg vil gerne kunne tale med hendes familie. Jeg arbejder som frivillig i Ukraine House – det ukrainske kulturhus. Jeg bruger meget tid med min hund, som jeg har adopteret fra Ukraine. Han er en gadekryds, som blev fundet i det nordvestlige Kyiv, hvor han var blevet påkørt af en bil. Det er et område, som er tre kilometer fra der, hvor russerne var kommet frem og beskød ret voldsomt og ca. fem kilometer fra Butja, hvor der blev begået nogle voldsomme massakrer mod civilbefolkningen. Min kæreste så en opdatering på Twitter, hvor dem, der havde reddet ham, søgte et nyt hjem til ham. Det tager fire måneder fra hunden får det første vaccinestik mod rabies til, at den kan få lov til at komme ind i EU. Derfor tog det næsten et halvt år fra, vi sagde ja tak til, at vi hentede ham i Ukraine. Det var voldsom gøen og bjæffen, men også kærlighed ved første blik.