Månedens SSP Profil - november 2022

Hvad arbejder du med? 

Jeg har min daglige gang i Ungerådgivningen i Bispebjerg, på Møllerlodden. Her har vi samtaler med unge mellem 13 og 18 år, som på den ene eller anden måde har udfordringer. Det kan være mobning, konflikter i hjemmet eller i skolen, selvskade, ensomhed... Det kan være mange forskellige emner. Nogle samtaler bliver visiteret fra sagsbehandlerne, hvor der har været en underretning, og hvor et samtaleforløb kunne være vejen frem. Vi arbejder altid på, at det ikke kun er os, der skal hjælpe de unge videre. Vi kan fx inddrage deres forældre, lokale samarbejdspartnere eller foreninger til at hjælpe dem videre. Det er en betydelig del af vores arbejde at brobygge til andre. Nogle unge er meget bevidst over, hvad de har brug for hjælp til. Andre gange tager det længere tid at finde frem til, hvad der udfordrer dem. Vi siger altid, at vi kan hjælpe med fritidsjob. Det er en god indgang. Det er der mange unge, der gerne vil have. Det gør vi, fordi det nogle gange er nemmere at forholde sig til en praktisk hjælp, og derigennem etablere en tryghed til at fortælle om andre ting, der fylder.

Det er meget forskellige unge, der kommer her, og primært handler det om mistrivsel. Der er desværre mange unge, der mistrives. Størstedelen af de udfordringer hos de unge, som vi har nu, er mistrivsel. Det kan vise sig som ensomhed, angst, eller at den unge ikke kommer i skole. Der er mange symptomer i forhold til mistrivsel. De har ikke noget netværk og ingen venner. De er teenagere, og der er et stort efterslæb fra Corona-tiden. De tumbler med spørgsmål som: ”Hvem er jeg?” ”Hvad skal jeg?” Det føles som om, at skolerne ikke kan følge med, så dem samarbejder vi meget med. De har ikke tid til at tage sig af den mængde af konflikter og mistrivsel, der er.

Det har vi været meget optaget af den sidste tid. Vi har brugt klatreture i Uggeløse Skov, hvor jeg er klatreinstruktør i SSP Københavns Tur/Natur. Eleverne kommer ud af deres vante ramme. De ser hinanden i en helt anden kontekst, som ikke handler om det boglige. Nogle af dem, der måske larmer mest og er mest bekymrende i klassen, kan pludselig vise sig fra en side, hvor de brillierer. Vi har lavet de klasseture gennem de sidste mange år. Her kommer vi fra Ungerådgivningen, den klub der hører til skolen, skolelærere, lokalt gadeplan, boligsocialt projekt og politiets forebygger. På den måde lærer de unge og lærerne, de lokale socialarbejdere og SSP’ere at kende.  Det har været en kæmpe succes, og der er stor efterspørgsel på det, fordi det giver rigtig meget, at vi er så mange voksne. Der kommer mange forskellige temaer op, når vi går rundt i skoven i grupper. Det giver dem en oplevelse sammen som klasse. Klassedynamikken bliver boostet. Det, tænker jeg, er der brug for på alle skoler.

Jeg er begyndt at lave konfliktmægling i Ungerådgivningen. Jeg ville ønske, at det på sigt kan bruges i SSP og på skolerne, så alle skoler har adgang til en konfliktmægler. Vi oplever, at konflikter eskalerer og er sværere for de unge at håndtere. De kan resultere i, at de unge oplever skolen som en alt for stor udfordring, på det personlige og relationelle plan.

Hvilke problemstillinger (relateret til ungdomskriminalitet) karakteriserer dit lokalområde?

Niveausagerne kommer lidt i bølger, men lige for tiden er det hovedsageligt små butikstyverier. Der er også sager, hvor de unge filmer hinanden og deler det med andre, skriver grimt til hinanden og truer over sms.

Vi har tidligere haft synlige kriminelle grupperinger, som har opholdt sig i bydelen. Her er vi meget opmærksomme på, at de ikke skal trække de helt unge til sig.

Jeg bliver klogere af at arbejde her i Bispebjerg. Klogere af alle de historier, fortællinger og oplevelser familier og unge fortæller, når vi er på hjemmebesøg og har samtale eller gruppeforløb.

Bispebjerg en bydel, hvor der er mange gemte ressourcer. Engagerede borgere, som gerne vil bidrage. Vi har i SSP-regi lavet grupper med mødre, virkelig stærke forældre. Selvom nogle har syv børn og fuldtidsarbejde, så kommer de på FFF (Forældre For Forandring). De higer efter viden og at give det videre til deres netværk. Hvis vi havde ressourcerne til det, kunne vi lave flere grupper om året. De kontakter os efterfølgende, og det er blandt andet det, vi gerne vil opnå. At få nedbrudt barrierer mellem kommune, politi og lokalbefolkningen. Derfor bruger vi kun lokale oplægsholdere på kurset fx helhedsplan, sagsbehandler, nærpoliti, gadeplan osv.

Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 

Det er gennem mit arbejde her i Ungerådgivningen og i forbindelse med hjemmebesøg. Da hjemmebesøg blev en opgave for os i Ungerådgivningen, skulle vi finde af, hvem af os der skulle gøre det. Dengang lavede vi alle sammen opsøgende arbejde. Vi var enige om, at den person, der skulle tage hjemmebesøgene, ikke skulle være lave opsøgende arbejde mere. Det ville ikke hænge sammen, at man på det ene tidspunkt sidder hjemme hos en familie og har en partshøring med politiet ved sin side, og så en time senere går ud på gaden og laver opsøgende arbejde for Ungerådgivningen og siger til dem, man møder, at de kan komme og være anonyme. Jeg tog opgaven, og jeg er vild med det. Jeg går på hjemmebesøg på niveau 2 SSP-enkeltsager sammen med Pia La Cour, som er politifaglig forebygger. Vi er meget optagede af, at hjemmebesøgene skal foregå på en god og ordentlig måde. Vi synes selv, at vi er verden bedste makkerpar! Jeg foretrækker at ringe til forældrene og spørger, hvornår et besøg passer dem, ellers foregår aftalerne over E-boks. Det er klart det bedste at ringe. Det kan virke voldsomt at skulle have besøg af kommune og politi. Når vi ringer, får de mere ro på og finder ud af, at det ikke er farligt at have os på besøg. Både forældre og unge kontakter os ofte efterfølgende, hvis der er noget. Det tænker jeg er fordi, de har haft en oplevelse af, at vi mener det, når vi siger, at vi gerne vil hjælpe dem. Selvfølgelig er der også nogen, der gerne vil have os smidt ud ad døren med det samme, men generelt tager de rigtig godt imod os og er supertaknemmelige, når vi har været der. Det giver mening.

Hvad synes du, er det vigtigste i SSP’s arbejde? 

I SSP kan vi samle tropperne, hvis der er flere parter, der oplever de samme udfordringer. Hvis der fx er nogle unge, der bliver smidt ud af en klub, er det vigtigt, at gadeplan kender til det, så hvis de møder de unge, ved de, hvad situationen er og kan evt. hjælpe dem videre. Så vi minimerer de unge, der hænger ud på gaden. Jeg er meget opmærksom på at inddrage og informere de relevante personer til opgaven. Jeg gør meget ud af at vide, hvem og hvad der af tilbud og socialarbejdere i hele Bispebjerg, og hvad de kan bidrage med.

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til arbejde med unge?

Der er mange ting! Vi har lavet et gruppeforløb for nogle piger på Tagensbo Skole, hvor det stod skidt til med, hvordan de havde det sammen med hinanden. Vi havde otte gange med dem, og det fik et ret fint resultat. Og så elsker jeg de gruppeforløb med mødrene i FFF. Vi skal i gang med et nyt FFF-kursusforløb her i foråret. Alle bliver klogere på kurset, og alle går glade derfra. Der bliver grint og hygget, og der bliver taget diskussioner. Forældrene er åbne og ærlige. Vi har fået sat en ramme, så de føler sig trygge til at tage nogle meget personlige ting op. Det synes jeg er ret imponerende. Jeg er også ret stolt over, at vi har fået etableret det koncept med klatreturene. Det er jeg pga. den respons, vi får. Jeg kan ikke lade være med at være glad, når der er unge, på vej hjem fra skoven, som siger ”det er den bedste dag, jeg nogensinde har haft”.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke det tværforvaltningsmæssige samarbejde endnu mere? 

Det tværfaglige samarbejde har været allerøverst på listen i Ungestrategien ud fra Nordvest-undersøgelsen. Det er vigtigt at få grønt lys allerøverst til at bruge tid på samarbejdet. Det, jeg hører, når jeg opstarter noget samarbejde, er ”puha, det ved jeg ikke, om jeg har tid til”, selvom der er stor velvilje. Lige pt. er det er hovedsageligt skolerne, der ville nyde godt af at prioritere mere tid til samarbejdet omkring det tværfaglige netværk.

Hvilke podcasts lytter du til? 

Den eneste podcast, jeg lytter til, er ”Deep talk”, som nogle unge fra klubben Smedetoften laver. De har en masse kendte inde, som de interviewer. Man kan høre, at de har det sjovt.

Hvad lytter du til af musik? 

Jeg lytter meget til country. Jeg er vild med Dolly, Johnny Cash og Elvis. I det hele taget lytter jeg rigtig meget til stort set alle genre af musik. Jeg elsker at gå til koncerter. Jeg har lige været på musik-roadtrip i Sydstaterne. Der var livemusik på hver en bar, man gik ind på, det var fantastisk.

Hvis du skulle anbefale en bog/lydbog, hvilken skulle det så være? 

Jeg læser meget krimi. Lige nu læser jeg Lone Theils, men jeg er også glad for Janni Pedersen og Kim Fabers bogserie. Jeg har stort set læst alle bøger, Karin Slaughter har skrevet, fordi det foregår i Sydstaterne.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?

Jeg vinterbader. Jeg bruger også meget tid sammen med min søster og min niece på 4 år, som er mine naboer.

Jeg rejser meget. Jeg kan utrolig godt lide at være i Sydstaterne af mange forskellige grunde. Jeg kan godt lide den Southern Charm, venligheden og imødekommenheden, de store smil og deres dialekt! Jeg føler, jeg går rundt i en filmkulisse. Jeg har rejst meget, alle mulige steder i mange år. Cuba, Costa Rica, Mexico, Thailand, New Zealand… Noget, der har gjort ekstra indtryk på mig, er Cuba og kommunismen og se, hvordan det udfoldede sig i hverdagen. Det var inden Obama, og inden Cuba nærmede sig USA. Det var interessant at opleve, hvordan de levede fx, havde de ikke busser, så de hoppede bare ind i en bil eller op på ladet af en lastbil. Det er nok i virkeligheden fællesskabet, jeg er fascineret af. Jeg er optaget af fællesskaber, hvor folk samles om nogle bestemte ting. I Sydstaterne har deres Communities og deres kirker, hvor har de deres fællesskab. Det mangler vi lidt herhjemme, synes jeg. Vi er spredt for alle vinde. Hvis du ikke lige har en stor familie, har du måske ikke rigtig noget sted at gå hen.