Månedens SSP-profil - marts 2024

Hvad motiverede dig til at arbejde med forebyggelse?
Det har været en lang rejse. Jeg har arbejdet i politiet i 22 år og været rundt i forskellige afdelinger. I begyndelsen vidste jeg ikke, at jeg ville arbejde med forebyggelse. I 2010 blev jeg en del af lokalpolitiet, hvor jeg arbejdede intensivt med bander og narko på gadeplan. Vi lavede mange ransagninger og fik folk sat i fængsel. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke længere finde tilfredsstillelse i det. Jeg begyndte at spørge mig selv: Hvad vil jeg egentlig? Svaret blev klart – jeg ville arbejde, før skaden skete. Derfor var det naturligt for mig at gå over i det forebyggende arbejde, da "Din Betjent" blev etableret på Amager, hvor jeg også blev en del af SSP-samarbejdet.

Politiets arbejde har mange formål, men jeg har altid været nysgerrig på, hvad der lå bag kriminaliteten. I beredskabet rykker man ud, løser opgaven og kører videre. Jeg havde lyst til at dykke ned og forstå de bagvedliggende årsager. Forebyggelse giver mig mulighed for at analysere problemerne og finde løsninger: Hvad kan vi gøre for, at vi ikke står i den samme situation igen?

Dialog er et af de vigtigste værktøjer i mit arbejde. Det handler ikke om at sætte sig selv i centrum, men om at være tydelig i sin kommunikation og skabe relationer. Det har jeg kompetencer til, og derfor bringer jeg dem i spil. Min tilgang og mit mindset passer til det forebyggende arbejde, og jeg finder stor tilfredsstillelse i at bruge det aktivt.

Hvordan forklarer du de unge, hvad du arbejder med?
Tydelighed er afgørende. Som politi er jeg en myndighedsperson, en autoritet. Men det er vigtigt, at de unge forstår, at jeg kan have forskellige roller. Hvis de gør noget ulovligt, så er jeg politimand, og der vil være konsekvenser. Men jeg er også en socialpolitimand, der kan hjælpe og støtte dem, hvis de bruger mig konstruktivt.

Min tilgang afhænger af situationen. Er der ro på et område, så er dialogen i fokus. Er der uro, bruger vi offensiv dialog, men hvis det ikke virker, må vi tage andre redskaber i brug. Det vigtigste er at opbygge en fælles forståelse gennem samtale. Hvis den ikke er der, må jeg kigge indad og tænke over, hvad jeg kan gøre bedre næste gang.

Hvordan arbejder du med at skabe relationer – både til de unge og deres forældre?
Tillid handler om tydelighed, men også om oprigtig interesse i den unges verden. Mange af dem, jeg arbejder med, er ikke født med en guldske i munden og har ikke tillid til myndigheder. Hvis en ung ikke oplever tryghed i hjemmet eller anerkendelse i skolen, så søger de fællesskab andre steder – måske på gaden. Derfor er det afgørende, at vi arbejder sammen med forældrene og skaber positive fællesskaber.

Forældrene er en helt central del af forebyggelsen. Vi arbejder med familier med minoritetsbaggrund i et socialt belastet boligkvarter. For nogle familier kan tillid til myndigheder være en udfordring, især hvis de har oplevet andre systemer i deres hjemland. Mange vil gerne hjælpe deres børn, men har ikke forståelsen for, at teenagere laver fejl. Det skal de anerkende og kunne rumme. Vi skal ikke kun komme til forældre, når der er brug for en løftet pegefinger, men også komme med de positive historier og fokusere på løsninger. 

En stor del af mit arbejde handler om at lytte. De unge skal vide, at der er grænser, men relationen er ekstrem vigtig. Jeg elsker at arbejde med unge – de udfordrer mig og giver mig nye perspektiver på verden. Det handler ikke om at diktere, hvad de skal gøre for så tager du deres selvbestemmelse. Det handler om at hjælpe dem med at reflektere: Kunne du have håndteret den konflikt anderledes? Hvad skete der for den anden person? Min sandhed er ikke nødvendigvis deres sandhed, men jeg kan hjælpe dem med at finde deres egen vej.

Hvilke udfordringer med ungdomskriminalitet oplever I i Amager Nordøst?
Jeg har været i området i 13 år, primært i Holmbladsgade-kvarteret, som er socialt udsat og præget af bandegrupperinger. Indtil 2017 var der en lokal gruppering, men er nu tilholdssted for en national gruppering. førte til konflikter. I dag er en af de store udfordringer bandegrooming. Banderne ser de sårbare unge som en investering i fremtiden. De tiltrækker dem ved at tilbyde et fællesskab, som de måske ikke finder i skolen eller hjemme. Det er svært for en ung at stå imod den form for manipulation.

Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde i SSP? 
Jeg er forebygger. Det giver mig energi at arbejde med unge mennesker. SSP's største styrke er det tværgående samarbejde. Ingen af os ser hele billedet alene – skolen, gadeplan, klubberne, politiet og de andre aktører har hver vores perspektiv. Derfor er det vigtigt, at vi har en fælles forståelse og et fælles blik på, hvad der skal til for at hjælpe den unge. 

Vi arbejder meget med beskyttelsesfaktorer – hvordan vi kan styrke en ung, der ikke har meget social kapital. Anerkendelse er et nøgleredskab, og vi skal lytte til de unge, så vi kan møde dem på deres egne vilkår. Samtidig skal vi være opmærksomme på de dilemmaer, der ligger i samarbejdet – hvor meget kan vi dele, hvad siger tavshedspligten? Politiet ser nogle ting, mens skoler og klubber ser andre. Derfor er SSP-samarbejdet og Retsplejelovens §115 afgørende for, at vi kan dele relevante oplysninger og forebygge kriminalitet. Jeg har været på tjenesterejse i bl.a. Estland med deltagelse af Finland og Norge, og de ser vores SSP-model som den hellige gral. Det er en kæmpe styrke, at vi kan dele oplysninger i det kriminalitetsforebyggende arbejde. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene – vi skal hele tiden udvikle samarbejdet og finde nye måder at forebygge på.

Hvis du kunne ændre én ting i SSP-samarbejdet, hvad skulle det så være?
Set fra mit område, hvor en bandegruppering er den primære modpart, er det største problem overgangen til voksenlivet. Når en ung fylder 18, ændrer deres muligheder sig markant – de mister adgang til klubber og trygge miljøer, og de har måske ikke rammerne hjemme til at invitere venner med hjem. Mange er ikke klar til at stå på egne ben, og uden de sunde rollemodeller risikerer de at søge tryghed andre steder – ofte med en negativ indflydelse.

Jeg ser desværre mange eksempler på unge, der klarer sig fint indtil de bliver 18, men derefter glider ud i kriminalitet. SSP+ er en god indsats, men der skal som regel allerede være en kriminel handling, før de kan få hjælp. I områder med bandeindflydelse burde vi have en tidligere indsats, så vi kan forebygge i stedet for at reparere. Vi skal blive bedre til at bygge bro fra ungdommen til voksenlivet og være tydeligere over for de unge: Hvad får du ud af det her? De skal mærke, at der er nogen, der vil hjælpe dem videre, og at de ikke bare bliver overladt til sig selv.

Hvad ser du som den største forandring i ungdomskriminalitet de seneste år?
Tidligere handlede det meget om narko – at tjene penge på at sælge stoffer. Det ser vi stadig, men i dag er der en markant stigning i økonomisk kriminalitet, især via digitale platforme. Mange unge vil bare tjene penge hurtigt, og de falder for "Crime as a Service", hvor bandegrupperinger udbyder kriminelle opgaver. Det kan være hvidvask, bedrageri eller andre former for økonomisk kriminalitet, hvor den unge måske slet ikke forstår konsekvenserne. Deres villighed til at gøre noget for at få penge er stor. Forældrene spiller en afgørende rolle her. Vi skal have dem endnu mere på banen, for de unge er ofte ikke klar over, hvad de bliver involveret i. 

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i SSP?
Jeg har i otte år været med i "En teenager i familien", og det er en sindssygt vigtig indsats. Jeg elsker det. Jeg tager ud på skoler og holder oplæg, primært med udgangspunkt i alkohol, fordi unge omkring 15 år har et alt for højt forbrug. Samtidig er alkohol en stor del af vores kultur, så vi er nødt til at forholde os til, hvordan vi forebygger bedst muligt. Det, jeg er mest stolt af ved   indsatsen, er, at vi hele tiden lytter til de unge og bruger deres feedback til at forbedre arbejdet. Vi spørger dem: Hvordan mener I, vi skal løse det her? Og vi bygger indsatsen på dialog – den konstruktive dialog, hvor vi skaber en fælles forståelse for, hvad der er på spil i ungdomslivet.

En vigtig del af oplægget er ungeguiden, som er en jævnaldrende ung, der kan tale med de andre unge fra deres perspektiv. Det gør en stor forskel. Mange unge har flertalsmisforståelser – de tror, at "alle" drikker meget mere, end de faktisk gør, eller at de er de eneste, der føler sig usikre og anderledes. Vi hjælper dem med at forstå, at sådan har stort set alle teenagere det. Forældrene er også en vigtig del. Når jeg holder oplæg, handler det om at få gang i dialogen blandt forældre: Hvordan taler vi med vores unge om det her? Hvordan sætter vi rammer og regler på en måde, der faktisk virker? Vi bruger de unge som eksperter til at fortælle, hvad der fungerer – og hvad der ikke gør.

Det handler om mere end bare alkohol. Jo tidligere en ung begynder at drikke, jo større er risikoen for, at de senere eksperimenterer med andre ting. Unge er ikke i stand til at konsekvensberegne på samme måde som voksne. Derfor er det vigtigt at udsætte alkoholdebuten, men også at skabe en kultur af tillid. De unge skal vide, at uanset hvor meget de fucker op, kan de altid komme til deres forældre. Hvis de har den tryghed, kan vi nå dem, før det går galt.

Indsatsen giver mig indsigt i de unges perspektiv. Det gør mig klogere på mit eget arbejde og driver mig fremad. Min grundsætning er: "Fejl er justerbar læring." Hvis man ikke fejler, lærer man ikke. Det gælder både for unge og for os som forældre. Vi skal forstå, at unge øver sig i at blive voksne – og det betyder, at de kommer til at lave fejl. Vores opgave er at hjælpe dem med at lære af dem.

En anden indsats, jeg er virkelig stolt af, er Fælles om bolden. Vi arbejder i et område, hvor det kan være svært at vokse op, især for udsatte unge. De har brug for en hjælpende hånd og nogle ressourcestærke voksne omkring sig. Derfor har vi sammen med Idrætscontaineren Buret, Christian – vores socialfaglige forebygger – og det fænomenale gadeplansteam udviklet en indsats, hvor vi møder de unge gennem fodbold. De unge spillede i forvejen fodbold med Buret, men vi kunne se potentialet i at gå fra at stå på sidelinjen til at træde aktivt ind på banen. Når vi laver noget sammen, skaber vi et stærkere fællesskab, og det giver os en helt anden adgang til de unge. Vi ser deres kompetencer, vi anerkender dem, og vi bygger en relation baseret på tillid. Det betyder, at vi også kan tage de svære snakke, når vi møder dem i andre arenaer.

Forældrene er også i denne indsats en vigtig del. Vi har haft dem med til at spille fodbold og samtidig haft dialoger om, hvad der kan være svært for unge i området, og hvad de som forældre kan være opmærksomme på. De skal vide, at vi vil deres børn det bedste, og at vi arbejder for at give dem de bedste muligheder.

En ung, jeg kommer i tanke om, der deltog i indsatsen, ville efter han blev 18 år gerne arbejde i lufthavnen. Han kom gennem optagelsesforløbet, men fordi han er vokset op i et miljø med bander, blev hans baggrundstjek en stopklods. Han rakte ud til os, fordi han vidste, at vi ville hjælpe ham. Vi kan ikke ændre konklusionen i en baggrundskontrol, men vi kan nuancere billedet. Derfor lavede jeg og den socialfaglige forebygger en reference, hvor vi fortalte om hans udvikling, og hvorfor han fortjener en chance. Han har arbejdet hårdt for at komme væk fra det miljø, han er vokset op i, og han har vist, at han vil noget andet med sit liv. Det gør mig stolt at se unge som ham komme så langt, trods svære odds. Vi redder ikke alle, men vi kan gøre en forskel for nogen – og det betyder alt. Fælles om bolden har også givet politielever en ny forståelse af de unge. De møder dem på deres banehalvdel, ikke kun som myndighedspersoner, men som mennesker. Det skaber en vigtig bro, og det gør en kæmpe forskel.

Hvilket råd vil du som erfaren SSP’er give til en ny SSP-medarbejder?
Find din egen vej. Det, der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Det vigtigste er at være troværdig og turde sætte sig selv i spil. Vær nysgerrig på de unge, du arbejder med, og vær tydelig i dine holdninger.

Hvad lytter du til af musik?
Jeg lytter til musik nærmest døgnet rundt. Det afhænger af mit humør – hvis jeg træner, skal det være noget med energi. Jeg kan godt lide hård rock som Metallica, men også The Weekend og Minds of 99. Den fedeste koncert, jeg har været til, var Dizzy Mizz Lizzy i Royal Arena – jeg har fulgt dem siden de startede, og de fyrede den max af til deres comeback-koncert.

Lytter du til podcasts?
Ja, især dem der handler om mennesker og deres historier. Jeg er nysgerrig på, hvad der former os, og hvorfor vi bliver, som vi bliver. Genstart er en favorit, fordi den tager fat i aktuelle historier, og så lytter jeg også til Bandeland og andre podcasts om kriminalitet og samfund.

Jeg har lige været på kursus i exitforløb og motivationssamtaler i radikaliserede miljøer, og i den forbindelse lyttede jeg til en podcast med Anja Dalgaard-Nielsen fra FE. Det er spændende at høre, hvordan man kan arbejde med mennesker, der er langt væk fra ens egen virkelighed. Som politimand er det nemt at ville fikse ting, men nogle gange handler det mere om at forstå og guide.

Streamer du serier?
Ja, jeg har lige set Zero Day om politik og fake news. Jeg kan godt lide dokumentarer om mennesker. Dokumentaren om David Beckham var virkelig interessant. Jeg havde en fordom om, at han var vokset op med en guldske i munden, men han har kæmpet for sin succes og virker utrolig grounded. Man skal passe på med at være forudindtaget - det er ikke en god egenskab at have.

Hvad laver du i din fritid?
Jeg spiller padel, træner og er instruktør i En teenager i familien. Jeg spiller også poker med vennerne og har en passion for vin. Når jeg har mine børn, elsker jeg at tage dem med ud i naturen.