Månedens SSP-profil - marts 2023

Hvordan kom du ind i det tryghedsskabende arbejde?

Jeg har været ansat i Sikker By siden 2010. Tidligere overborgmester Frank Jensen havde tre fokusområder i sit valgprogram; bander, børn og beskæftigelse. Jeg havde læst, hvad han tænkte i forhold til bander og at styrke koordinering af det kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde i København. På det tidspunkt var jeg ansat som jurist i 9. kontor og arbejdede med køb og salg af fast ejendom. Jeg havde været advokat og kendte til systemet og arbejdsgangene. Jeg tænkte, at det kunne være interessant og meningsfyldt for mig, og jeg talte med min daværende chef om det. Jeg troede, at det ville blive et projekt, men Sikker By blev til et center, som nu er et team. Det var meget vigtigt for vores daværende fagdirektør i Økonomiforvaltningen, at alle kunne se sig selv i arbejdet. Det, synes jeg, lykkedes ret godt.

Hvad arbejder du med i Sikker By i dag? 

Som teamleder er jeg med til at fordele opgaverne i teamet. Ligesom SSP Sekretariatet, har vi inddelt byen imellem os, så medarbejderne har et geografisk område, som de har ansvar for. Jeg er projektleder for Sikker Bys arbejde med bander og tryghedsvagter, hvor jeg prøver at bruge den erfaring og viden, jeg selv har om områderne til fordel for os.

Det, jeg bruger mest tid på, er at samarbejde. Jeg samarbejder bl.a. med Københavns Politi, SSP og boligorganisationerne. Jeg sidder også i flere områdefornyelser og i de tre bydelsbestyrelser, der omhandler de boligsociale helhedsplaner. Vi udvikler hele tiden det eksisterende samarbejde, men opfinder også nye måder at samarbejde på. Et eksempel var under Corona, hvor vi var nødt til at opfinde en ny måde at samarbejde og videndele på. Sammen med SSP resulterede det et nyt koncept - en fælles månedsstatus. SSP begyndte at lave Fælles Blik onlinemøder, hvor vi videndeler, hvad vi ser ind i i en kommende ferieperiode. På den måde kommer vi længere ned i samarbejdet, og detaljerings- og koordineringsgraden og viljen til at ville det sammen bliver hele tiden større. Vi får lukket flere og flere samarbejdsparter ind, bl.a. har vi i Sikker By lige fået en god kontakt til et stort NGO-netværk omkring migranter. Det er det, jeg synes er spændende i arbejdet i Københavns Kommune. Vi arbejder hele tiden på at udvikle os og er optagede af at gøre ting bedre. Er der nye, vi skal samarbejde med? Er der nye, der skal høres, inddrages, involveres og bidrage til arbejdet? Og er der nogle, der kunne have glæde af vores viden? Så jeg prøver både at udvide vores samarbejde og dyrke det, men har også et øje for fremtiden, og hvad der vil blive efterspurgt.

Hvad er det vigtigste i dit arbejde?

Jeg vil rigtig gerne med ud i byen. Jeg vil gerne have en forståelse for, hvad borgerne oplever. Den viden, jeg får, når jeg møder ”rigtige” mennesker, er uvurderlig. Nogle gange er det god ide bare at være der og slå lyttebøfferne ud. Der er nogle ting, som man selv skal have mærket, før man helt kan forstå det. Borgerne vil gerne aflevere deres bekymringer til os, og det er ikke urimeligt. Jeg mener helt fra hjertet, ikke, at det er urimeligt at føle sig utryg, hvis man bor i en opgang og skal løbe spidsrod mellem unge mennesker, der står og ryger, når man skal ind i sin lejlighed. Det kan godt være, at de unge ikke gør noget, men det kan være ubehageligt. Det forstår jeg bedre ved at tale med folk, fordi når jeg kommer ud til opgangen, står der ikke nogen og hænger ud. Vi kan kun kigge på, om dørene kan låses forsvarligt osv. Det kan være svært for borgerne at komme af med deres bekymringer, så ting som tryghedsvandringer og dialogmøder er så vigtige. Jeg tror også, at tryghedsvandringerne er med til at give både myndigheder, men også beboere en bedre kontakt, forståelse og adgang til hinanden. Man skal simpelthen ud at se det, fordi man kan ikke helt forestille sig det. Og løsningerne er ikke ”one size fits all”. Jeg er glad for, at Københavns Politi har den mobile politistation og pavilloner og kan køre ud i et område, hvor der lige er sket noget barskt og gå i dialog med borgerne og vise dem, at politiet er der. Det er vigtigt, at vi taler med borgere og tager det alvorligt, når de er bekymrede. Tryghed er meget individuelt. Det, som jeg er tryg ved, kan du være utryg ved og omvendt.

Hvordan samarbejder du med SSP?

Jeg er med i Fælles Blik og samarbejder med Københavns Politi og SSP om vores fælles månedsstatus. Lige nu forbereder vi os sammen på, hvor vi tror det vil gå løs til sommer. De unge er ekstremt agile. De færdes både på de sociale medier og i det fysiske rum med metro og tog. Nogle gange ser vi unge, der kommer fra Odense for at slutte sig til noget, der foregår herinde. Vi har også hørt om unge, der tager til Malmø og omvendt. Nogle gange skal vi gætte, hvor de er, for de unge vil rigtig gerne være et sted, de har for sig selv uden voksne. Det kan være i skolegårde, på Fælleden eller andre steder. Vi gætter måske forkert. Så står der opsøgende medarbejdere inde på Hovedbanegården, fordi det er der, de unge har stået de sidste fem weekender. Der er de så ikke mere. De er hurtigere, end vi er. Meget af det samarbejde, vi har, handler om at gisne om, hvor vi skal være. Der bliver trådt noget sålelæder, for gadeplan og de opsøgende medarbejdere går mange kilometer for at finde de unge.

Hvor ser du Sikker Bys bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 

I Sikker By har vi mulighed for at arbejde strategisk og se sammenhængene og derigennem skabe og facilitere samarbejde på tværs. Sikker By producerer og samler viden. Vi skal høste noget ægte viden og kommunikere det ud. Et eksempel er tryghed i nattelivet, som er et nyt indsatsområde for os og skal udvikles. Vi skal have en faglighed på et meget højt niveau for at gøre en forskel. Der er allerede en masse gode indsatser som politiets Trygt Natteliv, Natteværter og Havneværter, men vi er også nødt til at få systematiseret den viden, der er. Det, vi kommer frem til, skal videreformidles på en måde, der ikke kræver, at du skal sætte dig ned og læse 200 sider. At der er nogle, der har tygget det igennem og kan sige, hvad der er det vigtigste i København. Men vi skal også vende os indad i kommunen, fordi vi har så mange dygtige kolleger. Hvordan får vi dem i spil? Hvordan får vi dem hørt?

Hvilke udfordringer står SSP over for de næste år?

Det er svært at få tiden til at slå til. Jeg oplever, at der kommer mere og mere efterspørgsel på, at SSP København kan række ud til omegnskommuner. SSP København er dygtige, og I udvikler rigtig meget. I kan rigtig meget, og I løser rigtig meget. Så vil der være nogen, der vil lære, hvordan man skal gøre. Der er også en forventning om, at I skal være forebyggende uden for København, og at I også skal rumme at være forebyggende over for borgere, der kommer fra alle mulige andre kommuner. Et eksempel er fra i sommers, hvor gadeplan og opsøgende medarbejdere rykkede ud til Sneglen i Tårnby Kommune, fordi det var der, vores unge var. De skulle have en dialog med nogle meget fulde unge mennesker, som de måske slet ikke kendte. Så vi skal stå parat og være udadvendte samtidig med, at vi løser problemerne for vores egne unge.

Jeg kan også se, at noget af det, der bliver mere og mere efterspørgsel på, er kommunikation. SSP arbejder med individer og er helt derinde, hvor det gør ondt. Hvor I har kendskab til mange fortrolige oplysninger. Pressen og borgerne interesserer sig meget for emnet, og det kan give dilemmaer, når I bliver kontaktet af medierne. I skal både forholde jer til individerne, men kommunikere om grupperne. Det er ikke altid, man kan eller skal svare på, hvad man ved. Vi bliver alle sammen udfordret på at være benhårde i den måde, vi kommunikerer på.

Hvad er din mest positive oplevelse i samarbejdet med SSP?

Det er den enorme velvilje, som jeg altid møder. Jeg lagde særlig mærke til det under Corona. Når jeg ringede til folk og spurgte om hjælp, var der aldrig nogen, der sagde ”det kan du godt glemme”, ”det kommer ikke til at ske” eller ”det er ikke min kerneopgave”. Alle sagde, ”ja, det vil jeg gerne”. Nogle gange fik jeg en enorm hjælp, andre gang kunne vi ikke hjælpe hinanden så godt, men alle sagde ja til at prøve. Når jeg ringer, synes alle det er vigtigt og spørger, hvordan de kan hjælpe. Folk er altid hjælpsomme, og jeg forsøger altid selv at være hjælpsom. Jeg tager altid telefonen, når nogle ringer i håb om, at når jeg ringer, tager de også telefonen. De mennesker, der arbejder med kriminalitet og forebyggelse, de ægte SSP’ere, er drevet af viljen til, at de vil have en bedre verden for især, udsatte unge. Ingen skal have det skidt, hvis de kan gøre noget ved det. Jeg befinder mig som en fisk i vandet, fordi dem, der er omkring mig, har det på samme måde som mig.

Lytter du til musik? 

Faktisk ikke. Jeg har brug for ro i mit hoved, når jeg kommer hjem. Hvis jeg en sjælden gang lytter til musik, når jeg kører bil eller gør rent, er det 80’er disco. Jeg tager på Roskilde Festival og skal det også igen. Det er der, jeg oplever, hvad der er moderne, men jeg er ikke den store musikforbruger. Min ører skal have fred, når jeg har fri.

Lytter du til podcast?

Nej, men jeg er ved at lære tysk på Duolingo, så det lytter jeg til. Jeg var skuffet over, at jeg havde aflært sproget. Når jeg rejser med min mand, som har boet i Tyskland, kan jeg stort set kun bestille to øl på tysk. På Duolingo lærer man ikke regler, men når man kan noget tysk i forvejen, er der også noget at tale ind i, som en rigtig tysklærer har lært en. Om det er die, das eller der er stadig et vildt gæt. Det bliver repeteret meget omhyggeligt af en lille figur, som jubler over, hvor godt det går for en.

Hvis du skulle anbefale en bog/lydbog, hvilken skulle det så være? 

En af de bedste bøger, jeg har læst, er ”Kvinde, kend din historie” af historiker Gry Jexen. I bogen portrætterer hun 50 kvinder, som har gjort sig bemærket gennem historien. Kvinder, som vi skylder vores frihed eller som har opfundet noget, som vi ikke kan klare os uden i dag. Dem, som er trådt ind på scenen på et tidspunkt i historien, hvor kvinder intet havde at skulle have sagt. De formåede alligevel at skabe deres plads i livet og har efterladt os andre med en vished om, at kvinder kan godt alt muligt. Vi er blevet fortalt, at der er ting, man ikke kan, fordi man er en kvinde og er blevet mansplained. Den bog handler om alle de kvinder, som har givet det en fuckfinger. Min matematiklærer i gymnasiet, som var kvinde, var den første, der sagde til mig, at jeg godt kunne finde ud af matematik. De andre lærere havde sagt, at kvinder ikke kan matematik. Jeg er relativt god til matematik, men det var jeg ikke blevet, hvis jeg ikke havde mødt en kvinde, der sagde, at selvfølgelig kunne jeg det.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?

Vi har købt sommerhus ved Bøtø, og der er jeg rigtig meget. Jeg er blevet glad for at gå. Jeg har cyklet meget før, men har fået en ankelskade. Jeg går derfor til Pilates to gange om ugen, og har fået nogle øvelser, som jeg laver hver morgen. Så ser jeg tyske krimier SOKO (Sonderkommission – en særlig politienhed, red). Dem kan jeg godt fortabe mig i.