Månedens SSP-profil - juni 2025

Hvordan kom du ind i det forebyggende arbejde?
Jeg er oprindelig uddannet butiksslagter, men har også sejlet i søværnet som kok og været FN-observatør på Cypern. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville være butiksslagter resten af mit liv, og derfor begyndte jeg at arbejde som pædagogmedhjælper på Amager. Jeg havde det faktisk rigtig godt i fritidsklubben, men drømte også om at uddanne mig som pædagog.

Som tidligere anbragt har jeg – som mange andre med den baggrund – altid haft et ønske om at hjælpe andre. I 1995 startede jeg på pædagoguddannelsen, og ved siden af studiet læste jeg også videnskabsteori og metode på universitetet. Inden jeg var helt færdiguddannet, faldt jeg over et stillingsopslag i Socialforvaltningen (SOF). Ansøgningsfristen var egentlig overskredet, men jeg ringede og endte med at få jobbet som distriktsmedarbejder med brobygning til gadeplansmedarbejdere, kontaktpersoner, civilsamfund, skoler og klubber. Jeg startede samme måned, som jeg blev færdig med min uddannelse.

Det var samtidig min indgang til SSP-samarbejdet. Dengang mødtes vi meget og snakkede, men handlede ikke så meget. Jeg kom ind med en forventning om, at vi skulle gøre det, vi sagde, og handle på de bekymringer, vi pegede på. Vi begyndte systematisk at kigge på udfordringer i området og lavede konkrete indsatser ud fra det. Vi var meget proaktive og deltog i mange indsatser – også dem, der ikke lige umiddelbart lå i vores butik. Lokomotivet skal jo sættes i gang på en eller anden måde, og dengang var det forventningen, at SOF tog teten. 

Hvad laver du i dit daglige arbejde?
I dag er jeg en del af en krimgruppe bestående af tre medarbejdere, hvor vi supplerer hinanden. Én har primært med UKN-sager at gøre, én arbejder mest med niveau 2-sager, og jeg har primært fokus på de alvorlige kriminalitetssager. Når det er sagt, hjælper vi selvfølgelig hinanden, hvor vi kan og skal.

Når SOF modtager en underretning fx efter en sigtelse, får vi besked fra Den Sociale Døgnvagt og politiet. Vi inviterer altid den unge og forældrene til en samtale, hvor vi afholder en partshøring og laver en screening. Screeningen giver os et her-og-nu-billede, og ud fra det vurderer vi, om der er behov for flere oplysninger. Ofte indhenter vi udtalelser fra skole og klub i tæt samarbejde med forældrene og SSP-koordinationsgruppen. På den måde arbejder vi tværfagligt og proaktivt. Det videre forløb afhænger af, hvad afdækningen viser – om vi skal igangsætte en indsats, lukke sagen eller handle akut.

Vi faciliterer også samarbejde på tværs, når der er behov for det. Blandt andet har vi en erfagruppe med samtlige krimmedarbejdere i Københavns Kommune, som vi i VVK har taget initiativ til og er tovholdere på. Her drøfter vi alt fra lovgivning til tendenser i byen og gennemgår det kriminalitetsforebyggende arbejde fra ende til anden.
 

Hvor ser du SOF’s – og dit – bidrag til kriminalitetsforebyggelsen i SSP?
Mit bidrag som SOF-repræsentant er dels at have kendskab til lovgivning, indsatser og nye fokusområder – men endnu vigtigere at have konkret viden om de unge, vi arbejder med. Vi har ofte informationer, som andre ikke har, og jeg er stor fortaler for, at vi deler viden. For hvordan skal en klubmedarbejder kunne handle på noget, vedkommende ikke ved?

Vi arbejder hele tiden for at få samtykker, så vi kan dele oplysninger og samarbejde direkte med skoler og klubber – og det gælder også den anden vej. Vi må ikke glemme den ramme, vi har med Barnets Lov.

Jeg oplever, at SSP-samarbejdet fungerer bedst uden for møderne. Det er dér, aftalerne bliver lavet, og samarbejdet virkelig folder sig ud. Og så handler det om at have fokus på det forebyggende. Det er her, vi kan gøre den største forskel. Vi ved, hvad der virker: hvis de unge har et godt fritidsjob, trives i skolen, har stabile familier eller stærke venskaber, så begår de sjældent kriminalitet. Derfor arbejder jeg løsningsfokuseret – med fokus på kompetencer frem for problemer. Det handler om at skabe flere beskyttelsesfaktorer i de unges liv.

Vi har et godt samarbejde med skoler og forældre. De fleste forældre er faktisk positive over at samarbejde med os, når deres barn er kommet galt afsted – også selvom de ofte er chokerede og fortvivlede. Når de sidder overfor en af politiets forebyggere og får fortalt, hvad deres barn har været involveret i, går det for alvor op for dem. Men det vigtige for os er at holde fokus på forebyggelsen – ikke på kriminaliteten. Vi skal hjælpe de unge tilbage til et meningsfuldt ungdomsliv, mens politiet kører deres spor. Det er dér, vores opgave i SOF ligger.

Hvilke udfordringer oplever du i forhold til ungdomskriminalitet, og er der sket en udvikling?
En af de største udfordringer, jeg oplever, er forældrerollen. Mange forældre vil hellere være venner med deres børn end forældre. Tidligere så vi måske forældre, der ikke magtede opgaven, men de forsøgte i det mindste – enten med for mange eller for få krav. I dag overlades mange unge til sig selv og får alt for meget plads. De skal selv finde ud af alting, og det betyder, at vi ser unge, der har svært ved at håndtere konflikter og modgang.

Samtidig er der mange, som kommer fra velfungerende familier, men som mangler de rammer og grænser, de har brug for. Det kan gøre dem grænsesøgende og påvirke deres omgangskreds, venskaber og dømmekraft.

Lovgivningen er også blevet strammet, og det betyder, at afstanden mellem et almindeligt ungdomsliv og kriminalitet er blevet mindre. UKN er fx helt nede fra 10 år. Der er mange unge, der kommer galt afsted, men det er vigtigt at understrege, at der er endnu flere, der ikke gør. Vi har faktisk mindre kriminalitet i dag end tidligere – men vi har også flere gengangere, som har det svært.

Hvis du kunne ændre én ting i SSP-samarbejdet, hvad skulle det være?
Hvis jeg kunne ændre noget, skulle det være at styrke samarbejdet med skoler og klubber om niveau 1-sager. Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev bedre til at inddrage både de unge og deres forældre tidligere. SSP fungerer kun, hvis alle tandhjul drejer. Det er afgørende, at vi spiller hinanden gode.

Jeg oplever, at samarbejdet generelt er blevet bedre og mere konkret. Vi er blevet bedre til at sætte ord på, hvad bekymringen egentlig er, for hvis vi ikke kan formulere den, kan vi heller ikke handle på den. Det handler også om rammer og tid – for hvor SSP og forebyggelse er vores kerneopgave i SOF, er det én blandt mange opgaver i skoler og klubber.

Jeg arbejder løbende på at ændre det, jeg kan. Fx er vi lige nu i gang med et udviklingsprojekt, Jobkadet, i samarbejde med den boligsociale helhedsplan Mit Kvarter. Her deltager unge i et genoprettende forløb på otte moduler over to måneder, som styrker dem i forhold til familie, skole, fritid og venskaber, og derefter hjælper dem videre i et fritidsjob. Det virker, og vi håber, at projektet kan blive permanent og en fast del af vores praksis.

Hvad er du mest stolt af at have været med til i SSP?
Jeg er stolt over at have været én af dem, der har turdet gå forrest. Jeg har fået min del af tæsk, men vi har lavet utrolig mange indsatser – også på gadeplan. Fx havde vi i 90’erne Perronen, hvor vi fik en halv million til at lave og koordinere gadeplansarbejde med fokus på fritidsjob og brobygning til klubberne.

Jeg synes, vi som kolleger og samarbejdspartnere har været frontløbere. Jeg kan godt kaste en idé på banen, men den bliver kun til noget, hvis nogen griber den. Sådan var det også med i vores nuværende samarbejde omkring Jobkadet, som er en forebyggende og genoprettende indsats ift. fritidsjob. Det hele afhænger af, at vi hver især gør vores og gør det, vi siger, vi vil. Og ikke mindst, at vi handler hurtigt. Positiv forandring skaber mere positiv forandring. Mit mantra har altid været at skabe forandring og sætte spørgsmålstegn ved praksis – på en positiv måde. Og så er jeg stolt over at være en del af et samarbejde med så meget vilje og engagement, hvor alle kan se formålet med det, vi gør.

Hvilket råd vil du som erfaren SSP’er give til en ny SSP-medarbejder?
Vær ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved de indsatser, der er – og vær løsningsfokuseret. Sig ja i stedet for nej.

Hvad lytter du til af musik?
Alt undtagen heavy. Pop, klassisk, jazz, soul… især musik fra 70’erne og 80’erne. Jeg var fx til koncert med Rungsted & Kreutzfeldt i Amager Bio – han kunne dårligt løfte guitaren, men det var en fed koncert! Et nostalgitrip.

Lytter du til podcasts?
Indimellem. Lige nu lytter jeg til Tyran, som handler om tyranner gennem tiderne: Stalin, Hitler… deres liv fra barn til voksen i et historisk perspektiv. Jeg gider ikke socialrealisme – det får jeg rigeligt af til hverdag.


Hvad laver du i din fritid?
Jeg er meget aktiv: går og løber ture, deltager i en kulturgruppe og en gåklub, og tilbringer tid med mine børnebørn, børn og hustru.
 

Hvis du skulle give ét godt råd til dit 15-årige jeg – hvad ville det være?
Jeg har levet et liv, hvor jeg har gjort tingene, når de skulle gøres. Jeg har altid været ærlig, og det betyder noget for mig. Så mit råd ville være: ”Bliv ved, min dreng! Bliv ved med at være ærlig og ordentlig. Man skal kunne se sig selv i øjnene og vide, at man har gjort det rigtige.”