Månedens SSP-profil - juni 2023

Hvad arbejder du med? 
Jeg underviser primært i dansk og idræt, men også pt. i engelsk.

Hvordan kom du ind det forebyggende arbejde?
Jeg startede på skolen i november 2022. Efter 14 dage så jeg et opslag om, at skolen søgte en ny SSP-repræsentant. Jeg tænkte, at det var et fedt arbejdsfelt, som også spillede meget godt sammen med min akt (adfærd, kontakt og trivsel) uddannelse. Jeg brænder for at arbejde med ”skæve” børn. Jeg var lige startet i jobbet og følte ikke, at jeg skulle lægge billet ind på specialopgaver. Men jeg blev prikket til af den daværende afdelingsleder til at tage posten. De havde brug for mine kompetencer, og så takkede jeg ja. Når man er ildsjæl, er det en opgave, som er meget givende. Når det er sagt, skal man kunne lægge opgaven fra sig, når man går hjem. Man møder børn og familier, som har det rigtig svært.

Noget af det, som jeg brænder for i min SSP-rolle, er at være med til at kigge ind i dannelsesaspektet. Der er fagtrængsel i folkeskolen. Vi skal supermange ting i de enkelte fag. Som grundskole skal vi uddanne inden for det faglige og vidensmæssige, men vi spiller også en væsentlig rolle i at være dannelsesorganisation. Dannelsen i den forstand at man bliver livsduelig bredt set. Svend Brinchmann opererer med en psykologisk filosofi om at være verdensvendt. Det synes jeg kunne være et fantastisk indsatsområde. Hvordan får vi unge mennesker til at blive verdensvendte? Det handler ikke om at blive verdensborgere, fordi det er de født ind i. Verdensvendt-begrebet går mere på at tage fat i centreringen omkring sig selv. Jeg kunne godt tænke mig, at man i alle fag arbejder med det empatiske i mennesket. Børn forstår det helt fint, hvis man afkoder det sammen med dem. De skal prøve at sætte sig i den andens gummistøvler, når de sviner en til på de sociale medier. Når de gør det, bliver de kede af det. Fordi man ikke på skærmen, som i det fysiske liv, kan afstemme sig over for det andet menneske. Når vi i idræt arbejder med gestik og mimik, forstår de store drenge ikke, hvorfor de skal arbejde med det. Jeg forklarer så, at vi skal lære at afkode andre. Det er en del af det at være et dannet menneske. Hvis jeg kan være i ro med mig selv og møde dig og acceptere, at du gør ting anderledes. At det er ok, at vi er ikke enige. Så får vi skabt unge mennesker, som kan være verdensvendte og være sammen i et fælles vi. Vi får unge, som er tolerante og kan være i sig selv og sammen med andre. Det er tydeligt at se, at klasser med en voldsom hierarkisk struktur, hvor social trivsel er baseret på ”shoot or be shot” mentaliteten, lærer man ikke lige så meget som andre klasser. Læring kommer i trygge rammer og bygger på tillid, accept, respekt og dialog. Hvis de ingredienser ikke er der, hvis man hele tiden sidder og tænker ’nu skal jeg svine dig til, nu gør jeg noget, der sætter dig skakmat, for så går det ikke ud over mig’, tager det fokus.

Hvilke problemstillinger (relateret til ungdomskriminalitet) karakteriserer dit lokalområde? 
Vi har en problemstilling med, at elever laver vandalisme i den lokale Netto voldsomt inspireret af de sociale medier. Eleverne har set på TikTok, at 100 unge i Londonsætter hinanden i stævne og raserer en butik på 5 minutter. Ingen kan gøre noget, fordi de er så mange. Det er selvfølgelig i mindre målestok her. De elever, der har udeordning, dvs. fra 7. og opefter, laver hærværk i frikvarterne som at bytte rabatmærker ud, hælde mel og havregryn ud osv. Et andet issue er smårapserier, som er stigende blandt børn og unge, hvilket er dybt bekymrende. De har en falsk narrativ om, at når de er under 15, sker der dem ikke noget. Politiet oplever, at når de kommer til et butikstyveri, står de unge mennesker og siger ’slap nu af, det er bare en cola og en Marsbar’.

I forhold til de sociale medier er der hele det problemfelt med billeddeling. Helt ned i 6. forstår de ikke, at de ikke må dele billeder uden at have tilladelse. En ting er, at de ikke må, men de har også den tilgang med, ’hvad vil du gøre ved det?’ Jeg skal rundt til 6. klasserne og tale med dem om billeddeling. Det handler om både at passe på andre, men også sig selv.

Vi ser også et stort problem med vapes og især snus helt ned til 8. klasse, som også skaber en interesse hos 7. klasserne.

Den store udfordring, som vi ser i skoleregi, er den manglende respekt for regelsæt og autoriteter. Mange unge tror, at alt er til drøftelse. De er vokset op med, at et nej ikke er en stopklods eller afvisning men et oplæg til debat. I sidste uge holdt vi skolefest for 8.-9. klasserne. Jeg var rundt i alle 8. klasserne og formidlede regelsættet for festen og konsekvenserne, hvis det regelsæt ikke blev overholdt. Hvis de fx blev taget med vapes, snus eller alkohol, blev de ikke bare sendt hjem, men deres forældre ville blive ringet op for hente deres barn. Hvis der var mange hændelser, ville vi lukke festen. Når jeg fortæller dem det, tænker de ikke, at reglerne er der, fordi de voksne vil passe på dem. Tværtimod er deres indstilling, at det vil de da lige udfordre. Når jeg fortæller, at jeg vil kigge i deres lommer eller taske, hvis jeg synes noget virker mystisk, er den umiddelbare reaktion ’må du godt det?’. Der forstår ikke, at der er nogen, der har bemyndigelse over dem. Det er at gøre børnene en bjørnetjeneste med den manglende accept af, at der er nogen, som har en bemyndigelse i forhold til dem og kan udstikke en ramme og holde fast i den. De har ikke forståelsen af, at det er kærlig omsorg og for at passe på dem.

Når vi indgår i et fællesskab, er vi nødt til at vide, hvad vi bygger fællesskabet op om, og hvad vi vil have ud af fællesskabet. Jeg synes, at det er gennemsyrende og accelererende, at børn og unge mangler forståelsen af, hvad et godt fællesskab er, og hvordan byder man ind i det. Vores skole er ny og åbnede i august. Vi er alle rystede over, hvor meget der er blevet ødelagt. Vi ligger i et smørhul, hvis vi kigger på socialgrupper og ressourcer. Vi har gode forældre og familier, men nogle af dem melder ud, at de er magtesløse. Måske er det, fordi vi har en forældregeneration, som selv er vokset op i et system, hvor de heller ikke har haft en rammesætning og derfor ikke har noget at læne sig op ad. Når vi taler med de unge om, hvad der er blevet ødelagt, kan de godt forstå det og er vældig fornuftige. Men gruppedynamikken gør, at de tænker, at de da godt kan tage et tastatur og smide ned i toilettet eller hive stikkontakter og ledninger ud af væggen i et nyt hus. Når jeg spørger, hvordan de kan finde på det, har de ikke svaret. De mangler en forståelse af, at handlinger medfører en konsekvens.

Hvordan arbejder du med forældreinddragelse?
Der er mange, der siger, at nu må de forældre komme med ind i kampen. Det kan jeg godt forstå. Men man skal også se i øjnene, at forældrene er på den. De forældre, jeg er i kontakt med i forbindelse med niveau 1 sager, er ulykkelige. Som forældre ønsker vi, at det skal gå vores unge mennesker godt. Førhen var forældre den største påvirkningsfaktor for de unge, men det er de ikke mere. Det er de sociale medier. Vi har en opgave som skole og SSP at tale med forældre om, at det er vigtigt at følge med i unges liv på nettet. Forældrene siger, at de ikke må se deres børns telefon, men hvem har myndigheden i familien? Forældrene har ingen indflydelse på, hvad deres børn ser. De ved det faktisk ikke. Vi som forældre er ikke vokset op i en tidsalder, hvor det digitale har fyldt, og det kan være virkelig svært at følge med. Mange forældre er udfordrede i at turde sige ’Det bestemmer jeg. Jeg vil se, hvad der foregår på din telefon og hvem du er i kontakt med.’

Vi lever i en tid, hvor forældre får at vide, at man ikke må skælde ud. Jeg er fuldstændig enig i, at kollektiv skældud ikke rykker ret meget ud over at give den voksne luft. Jeg fortæller teenageforældre, at forskning viser, at når man fylder 12 år, er selve opdragelsen egentlig afviklet. Så går man fra den opdragende figur til at blive sparringspartner og coach. Jo mindre man som forælder har en dommerrolle og mere er coach, jo bedre lykkes det at komme igennem teenageårene. Man skal kunne sige til sine unge mennesker, at her i vores familie har vi den her opfattelse af, hvad det vil sige at være gode ved hinanden og være ordentlige ved hinanden. Det er vores families værdier og normer, og det er de regler, vi som familie navigerer efter. Så har man sat en ramme, som man kan coache og navigere inde for. Det er en helt naturlig ting, at børnene udfordrer de ting, men så kan man tage en dialog. Man skal så vidt muligt væk fra at være i en dommerposition og gå over på coachsiden. Når jeg taler med drenge, bruger jeg ofte sportsterminologi, fordi det taler ind i et sprog, som de kan genkende. Jeg siger, at hvis vi har et fodboldhold uden en coach/træner til at fortælle, hvad man skal træne, hvad så? Så ved de, at de ikke får noget ud af at være til træning. Det kan man overføre til alt muligt.

Hvad får du ud af at være med i SSP?
Netværk og sparring. Da jeg startede, skulle jeg have styr på alle forkortelserne. Hvem var BUF, SOF osv. Det får man afkodet, når man sidder omkring bordet sammen. Selv vi voksne har brug for at møde fysisk og ikke over skærm, e-mail og sms. Det todimensionelle styrer vores verden. Det er vigtigt med det tredimensionelle – at vi mødes og ses. Gennem SSP ved jeg, hvem mine livliner er fx, når jeg skal lave en underretning. Det, at mødes med SSP’ere fra de andre skoler, er også godt i forhold til at videndele og sparre med hinanden. Man får også et bedre indblik i, hvad der rører sig rundt omkring, hvilket især er vigtigt, fordi unge i dag har en langt større bevægelsesradius end nogensinde før.

På et lokaludvalgsmøde spurgte jeg, om der kunne komme nogle fra gadeplan forbi skolefesten. Der kom to, og det var fedt at se, at især dem, som vi ved er udfordrede, kender gadeplan. De kom hen og gav håndtegn og snakkede med dem. Det er tegn på, at de unge mennesker har en relation til dem og ser dem som sparringspartnere.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke samarbejdet endnu mere? 
Jeg kunne godt tænke mig at lægge et lag på, hvor vi indimellem tager nogle cases op på møderne. Vi kunne inddeles i to grupper. En, hvor faggrupperne er blandet, løser en case, hvor man analyserer problemstillingen, aftaler handling mv. Den anden gruppe kunne være observerende og efterfølgende give feedback. Vi står ofte alene med SSP-opgaven på arbejdspladsen, og det kan af og til være svært at vurdere, hvad vi skal gøre.

På skolen har jeg udviklet samarbejdet med mine kolleger. Der har været en kultur, hvor man ringer til forældrene, hvis der er en udfordring, og så gør man ikke mere ved det. Det er fint, at klasselærere og pædagoger ringer til forældre og har en dialog. Men det er vigtigt, når de er bekymrede for en elev, at de kommer forbi mig, så vi får indsamlet data og historik i et forløb. Jeg står også klar til at sparre med dem, hvis de har brug for at vende bekymringer. Jeg viste SSP-enkeltsagsfilmen på et fælles personalemøde og bad dem fokusere på de tidlige bekymringssager. Filmen er genial, fordi den er så konkret.

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til arbejde med unge?
Jeg er mest stolt over at have fået etableret en dialog med de unge, og at de er bevidste om, at der er en aktiv SSP-person på skolen. Det blev understøttet på sidste skoledag, hvor alle tre klasser havde lavet videoer, og jeg blev nævnt i to af dem. I den ene var der et billede af mig og en efterligning af ’Tag lige poterne ned! Ja, Iris, det gør vi!’. De ved, at Iris ikke går forbi og lader som om, hun ikke ser eller hører noget. Hun tager affære. I den anden video satte de ord på, at jeg som SSP’er på skolen fortæller, hvad vi må og ikke må. Jeg føler, at jeg har sat et aftryk. De ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Jeg er også stolt, når jeg har været ude i klasser og tale om SSP som funktion eller om butiksvandalisme, billeddeling, vapes eller hærværk på skolen. Der har været kolleger, der kommer efterfølgende og siger ”wow, hvor var du tydelig”, og at de ikke kunne komme i gang med timen igen, fordi det satte en debat i gang hos børnene. Jeg sætter altid tid af efter mit oplæg til feedback. Jeg spørger altid, ’Hvad har I hørt? Hvad tager I med jer? Hørte I noget, som I overraskede jer?” Det er interessant, at børnene – når jeg er gået ud ad døren – fortsætter med at snakke. Det er vildt fedt, og det giver mig energi.

Hvad lytter du til af musik? 
Jeg er kæmpe Ed Sheeran fan. Eleverne synes, at det er sjovt, at jeg tager til hans koncerter og kommer i skole iklædt hoodie med Ed Sheeren. Det er vigtigt at kunne balancere mellem at være ung med de unge, uden de tænker ’hun tror, hun er 20 år’.

Lytter du til podcast?
Jeg lytter til Brinchmann, men jeg er mere kinæstetisk og visuelt orienteret. Når der er gået et kvarters tid, begynder jeg at tænke på alt mulig andet. Det gør, at jeg kan sætte mig ind i de børn, der har svært ved at lære kun ved at høre.

Kan du anbefale en bog?
Ja, bøger skrevet af den japanske forfatter, Haruki Murakami. Hans univers er fuldstændig fantastisk og skævt. Man bliver forført ind i en magisk verden med en underliggende filosofisk tænkning. Man kan starte med ”Kafka på Stranden” eller ”Norwegian Wood”.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg elsker alt, hvad der har med bevægelse at gøre. Jeg løber og bader hele året rundt. Når dagen runder, lander jeg i sofaen med strikketøjet og sport på skærmen. Jeg elsker at se sport af enhver art.