Månedens SSP-profil - juni 2022

Hvordan fik du interessen for det forebyggende?

Jeg startede som politimand i Tårnby Politi i 2001. Det var i den gamle kredsreform, så det var en lille kreds med to kommuner. Jeg boede selv i den ene af kommunerne. Det betød, at jeg kørte rundt der, hvor jeg havde min dagligdag. Jeg vidste helt tilbage fra folkeskolen, at jeg ville være politimand og var i praktik hos politiet i folkeskolen. Jeg voksede op med en nærbetjent. Han kom i skolen og gennemgik vores cykler. Da jeg blev uddannet i skolepatruljen, var det også ham, der fortalte, hvordan man stoppede bilerne. Da jeg skulle tage knallertkørekort, var han underviseren. Jeg mødte ham igen og igen, og jeg kendte ham.

Jeg havde en turnus i det daværende Tårnby Nærpoliti, hvor jeg kørte rundt og mødte de unge. Før jeg kom i nærpolitiet, havde man lavet en rusmiddelundersøgelse i kredsen, hvor alle skoleklasser på 6.-9. klassetrin fik et spørgeskema om hash, alkohol og en masse andre ting. Det havde man delt ud på skolerne og lavede en analyse på baggrund af besvarelserne. En af klasserne bonede ud i undersøgelsen, hvor eleverne havde et stort forbrug af hash. Det var simpelthen sådan, at de unge havde et decideret misbrug. Det var så voldsomt, at det blev taget op i kommunalt regi, og der blev lavet indsatser på skolen. Undersøgelsen var halvandet år gammel, da jeg startede i nærpolitiet, og jeg lavede en ny undersøgelse. Jeg var rundt på samtlige skoler, 14 skoler i to kommuner. Jeg uddelte selv skemaet og blev der, da de udfyldte det. En af klasserne, jeg kom ud i, var der, hvor der havde været et stort forbrug. Det viste sig, at lige netop den klasse havde fået skemaet udleveret af en vikar. Så var der gået sport i at sige, at de havde prøvet det hele. Da jeg lavede min undersøgelse, fik vi et mere retvisende billede.

Den afledte effekt af at have været i nærpolitiet og rundt på skolerne var, at de unge kunne genkende mig, da jeg senere kom til beredskabet og kørte patruljekørsel i området og besøgte ungdomsklubberne. Det at være i nærpolitiet var superspændende. Jeg kunne se, hvilken effekt det havde, når jeg kom kontra, når nogle af de andre kolleger kom. Jeg har gået civilpatrulje på Ullerup Marked på Dragør. Lige meget hvor vi gik, genkendte alle de unge mig og vidste, vi var fra politiet. Der var ingen forskel på, om jeg gik i uniform eller i civil. De vidste, at her kommer Jonas, og han er politimand. Jeg skulle bare gå en runde der, hvor det ulmede, så lagde det en dæmper og blev taget, inden det udviklede sig. Jeg oplevede ofte, at det at jeg var et ansigt de kendte, at vi havde en relation fordi vi var vokset op i samme område, gjorde at tingene ikke udviklede sig til uro og uorden. Jeg har en stor tro på, at de gode relationer og det, at man ser mennesket bag uniformen, har stor værdi. Jeg brænder for det nære politiarbejde, og det har jeg altid gjort.



Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 

Min dagligdag er at sikre, at politiets forebyggende arbejde bliver bundet sammen, blandt andet i SSP-regi, og at vi tænker helheden. Politifolk er meget handlingsorienteret og gode til hurtigt at identificere et problem og sætte ind. Vi skal ikke altid udelukkende sætte ind med en politivinkel, men komme hele vejen rundt. Når man får Københavns Kommune med, som er så stor en aktør, får vi indtænkt helheden. Det er noget af det, der er med til at gøre SSP København så stærk. Det er en kæmpe kraft.

Jeg vurderer også, om de ting, politiet har gang i, er aktuelt at bringe ind i SSP. Er det en opgave, som vi kun kører i politisporet? Eller kunne det være gavnligt og give effekt at inddrage, og ikke kun orientere, SSP? Kræfternes samspil er et begreb, vi bruger i politiet, når vi taler polititaktik og i løsningen af store politiopgaver. Vi skal også sikre kræfternes samspil i det forebyggende arbejde. Vi kan som politimyndighed ikke løse det hele selv. Jeg tror heller ikke på, at kommunen kan løse alt selv. Vi skal arbejde sammen, og vi skal spille hinanden gode. Jeg har mange daglige samtaler med min chef, som har været sekretariatschef i SSP København og ved, hvad der sker i kommunen. Inddrager vi kommunen de rigtige steder? Bliver vi inddraget nok? Får vi SSP nok i spil? Er vi gode nok til at spille hinanden gode? Det handler om at være på forkant og forsøge at se to skridt frem, men også kigge bagudrettet og lære af vores fejl og succeser.

Jeg koordinerer og kommunikerer med SSP København, når jeg kan se, at der skal ske eller at der er sket noget, der kan have en politisk vinkel. Så sikrer jeg mig, at sekretariatschefen i SSP Sekretariatet ved det, så han kan bringe det videre til det politiske niveau i Københavns Kommune. For nylig havde vi en episode, hvor vi fik en melding om, at nogle unge mennesker stod med en pistol foran en skole. Den situation bliver håndteret som det, vi kalder ”farlig gerningsmand”. De unge blev trukket ud af en bil, som de havde sat sig i og skulle lægge sig ned på jorden med hænderne strakt ud. Rundt om dem stod politifolk og pegede på dem med trukne pistoler. De fik en behandling som farlige kriminelle. Det viste sig at være hardball-pistoler, som de unge havde brugt til i nogle optagelser til et skoleprojekt. Den hændelse kunne godt afstedkomme en del fokus i det politiske, for hvorfor trak politiet pistoler mod skoleelever? Så snart jeg fik viden om episoden, analyserede jeg, hvad der var sket. Jeg underrettede SSP om, at der var tale om en misforståelse, at der var dialog med skolen, og at vi nok skal følge op bredt med skolerne om, at eleverne ikke tager legetøjspistoler med i skole eller i det offentlige rum.

Politiet har taget et kvantespring i forhold til forebyggelse, fordi man godt kan se virkningen og effekten af det. Det forebyggende bliver tænkt meget mere ind og er blevet en større og integreret del fx i planlægning af politioperationer. Vi kan stort set ikke lave noget, uden at der bliver tænkt forebyggelse. Forebyggelse er svært målbart, fordi det ikke er til at vide, hvor meget vi har forhindret. Det finder vi formentlig aldrig ud af.



Hvad synes du, er det vigtigste i SSP’s arbejde? 

Det handler om at få tiden til at arbejde forebyggende. Det at arbejde med forebyggelse i politiet er ikke en hverdag, hvor man møder ind og behandler sagsbunker. Det handler om at skabe relationer, og relationer skal vedligeholdes. Det tager tid. Det gavner især den enkelte person der, hvor de gode relationer og fortroligheden opstår.

Flere af min kolleger i nærpolitiet fortæller, at de, ligesom mig, fik øjnene op for politiet, da de mødte landbetjenten eller nærbetjenten. At de så mennesket bag uniformen gjorde politiet relaterbart. Det er vigtigt som politimand at være et godt og positivt forbillede for de unge. Hvis de unges første møde med politiet er positivt, har vi lagt en god grobund for det fremadrettede. Det er også vigtigt i SSP-arbejdet at kende de unge og være til stede.

Det, at vi mødes med andre aktører og samarbejdspartere og er synlige sammen lokalt, gør os stærkere. Jeg har stået på Nørrebro med to af mine medarbejdere fra nærpolitiet, hvor der var uroligheder i forbindelse med en demonstration på Nørrebro. Vi var i undertal big time, og det kunne være endt slemt. Der var slåskampe mellem politi og oprørte beboere på Blågårds Plads, og på Tagensvej, hvor vi stod begyndte 200 unge mennesker at slæbe bildæk ud på vejen og sætte ild til dem. Vi kunne ikke gribe ind, men vi gik rundt og talte med dem. Midt i det her kom et par gadeplansmedarbejdere gående, som er født og opvokset på Nørrebro. De unge kendte dem, og vi kendte dem. De var ikke på arbejde, men de kom hen til os og hilste og gav hånd. Vi stod og snakkede sammen. Gadeplansmedarbejderne vidste godt, at det ulmede, men de viste de unge, at gadeplan og politiet kunne tale sammen. Det gjorde, at den meget trykket stemning rettet mod politiet pludselig blev vendt. Vi blev set som de betjente, som normalt gik i området, og som man godt kunne snakke med. De unge så, at de forskellige faggrupper samarbejder og har en gensidig tillid. Der kunne jeg virkelig mærke, hvor stor en forskel relationsarbejdet gjorde. Det var én stor succeshistorie.

I det forbyggende arbejde er det vigtigt at huske på, at vi i Danmark har gode lovgivningsmæssige rammer. I 2017 var jeg, sammen med en SSP-konsulent, i Norge og holde oplæg for et kriminalitetsforebyggende forum om Retsplejelovens §115, og hvad det giver af muligheder for at udveksle oplysninger. Det er unikt, for det kan de ikke i andre lande. Når vi i SSP arbejder med enkeltsager, bringer klubmedarbejderen, sagsbehandleren, politiets forebyggere og andre parter deres viden om den enkelte unge i spil. Det kan de ikke på samme måde i de øvrige nordiske lande. Skolen må ikke sige, hvad de ved. Klubben og politiet må heller ikke sige, hvad de ved. Alle sidder med noget, men har ikke lovhjemmel til at sige noget. Det kan vi, og det er vigtigt.



Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til det forebyggende arbejde?

Det er den udvikling, vi har gennemgået, i forhold til demonstrationer. Da jeg var i SSP-ledergruppen på Nørrebro, havde vi en akutgruppe. Det, vi udrettede og fik stablet på benene i akutgruppen, var fantastisk. Det arbejde bidrog til, at demonstrationer, der før kunne give anledning til uro, nu kan afvikles i ro og orden.

En anden ting, som jeg er rigtig stolt af, er det, nærpolitiet kan. Det kendskab, som vi har til de lokale i området og samarbejdet med gadeplan, gør, at vi hurtigt kan lægge en dæmper på en ulmende uro. Vi kan ikke stoppe en bandekonflikt. Der skal andre ting til. Men vi kan gøre en forskel i forhold til de frustrationer, som opstår i kølvandet på en bandekonflikt. I områder, hvor der er en aktiv konflikt, bliver der oprettet visitationszoner, som medfører mere politi i bydelen. Unge, som skal ned efter smøger i kiosken og hjem igen, kan risikere at blive visiteret flere gange, fordi de bor i et område, hvor der hersker en konflikt. Frustrationerne kommer til udtryk ved forskellige former for uro. Skraldespande og cykler trukket ud på vejene og stenkast mod patruljebilerne. Vi havde på et tidspunkt virkelig betydelige styrker af politiressourcer inden for et meget snævert område på Nørrebro. Det medførte flere episoder med uro. Vi sendte to nærbetjente ud på cykel, og på én aften stoppede uroen. Nærbetjentene havde arbejdet i området i tre år og kendte alle de unge. I stedet for at stikke af eller kaste sten efter en politibil, stoppede de unge op og snakkede med dem. De unge fortalte om, hvor frustrerede de var over at blive visiteret hele tiden. Nærbetjentene kunne fortælle dem, hvorfor det skete og gav dem gode råd til, hvad de kunne gøre, når de blev visiteret. Den nemmeste og hurtigste måde er at gøre, hvad der bliver sagt, selvom det er irriterende. For visitationerne er lovbestemt, så politiet må godt lave dem, og det kan vi ikke lave om på. Vi forklarede også vores kolleger i beredskabet, at når de skal tænke over deres tilgang, når de laver den indsats.



Hvilke udfordringer står SSP København over for? 

Fra min stol ser ud til, at det for det meste er politiet, der leverer bekymringssager ind til SSP, når der er en tidlig kriminalitetsbekymring omkring en ung. Når politiet på et møde bringer et navn i spil, byder andre faggrupper, ind med viden og understøtter, at der godt kan være tale om en bekymring. Jeg undrer mig over, at det først kommer op som en bekymring, når en politimand træffer ”Peter” på 12 år beruset på gaden sent om aftenen. Peter går i skole og formentlig i klub, hvor der er voksne, der kender ham og er sammen med ham til daglig. Der må være andre, der har en bekymring for ham, men der bliver mig bekendt ikke oprettet en enkeltsag i SSP-regi. Det er de færreste, der starter med at lave noget kriminelt. Det starter jo et sted, og der har som regel været noget før.



Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke det tværforvaltningsmæssige samarbejde endnu mere? 

I København er der er én meget stor aktør, der hedder Københavns Kommune. Så har vi Frederiksberg, Dragør og Tårnby, som er nogle mindre kommuner. Københavns Kommune har flere ansatte, end der er beboere i Tårnby Kommune. SSP Sekretariatet dækker Københavns Kommune og ikke de andre kommuner i Københavns Politikreds. SSP Sekretariatet er heller ikke for Frederiksberg, Dragør og Tårnby Kommune. De enkelte kommuner har deres eget SSP, men i et mindre format. De har en helt andre problematikker og måder at arbejde på. Samarbejdet på det forebyggende område på tværs af kommunerne er godt, men kan blive endnu bedre. SSP København er, som jeg ser det, med til at sætte retning for resten af landet, udvikle trends og spotte gode ideer.



Hvad lytter du til af musik? 

Jeg hænger stadig fast i det mere rockede fra 90’ere. Guns n’ Roses og U2, men også Bruce Springsteen.



Hvis du skulle anbefale en bog/lydbog, hvilken skulle det så være? 

Jesper Steins krimier om politimanden Axel Steen, som huserer i København, har i mange år været min fortrukne sommerferielæsning. Jeg kan godt lide genkendelsen i de miljøer, han beskriver. Sjöwall og Wahlöös bøger om Martin Beck blev jeg introduceret til som ung, da jeg pendlede til og fra Aalborg. Så sad jeg i bumletoget med en pose saltbomber og læste Sjöwall og Wahlöö.



Hvad kan du lide at lave i din fritid?

Hvad er fritid?! Arbejdet fylder stort set samtlige vågne timer. Når jeg har lidt fritid, prioriterer jeg vinterbadning. Jeg har været vinterbader siden 2010.

Så har jeg to børn, hvor den ene spiller basketball. Det fylder en del at køre ham til træning og kampe. Jeg har tidligere været træner for ham, men han er blevet for dygtig.

Jeg ynder at sige, at jeg godt kan lide at gå på jagt og sejle, men jeg får ikke gjort noget af det og har ikke gjort det de sidste 4 år. Jeg elsker havet og at sejle. Jeg er vokset op med pramjagt omkring Saltholmen, så den slags jagt og fiskeri ville jeg prioritere, hvis jeg havde mere tid.

Når jeg kommer hjem, nyder jeg at sætte mig ud på terrassen i solen og komme ned i gear. Det betyder meget for mig, især i sommerhalvåret, at sidde 20 minutter med benene op og stoleryggen tilbage uden hund, kone og børn.