Månedens SSP-profil - juli 2024

Shane Kenny, leder i SvømKbh, arbejder tæt med SSP for at sikre unges sikkerhed i havneområdet. Han deler vigtige oplysninger om unges ophold, aktiviteter og badesikkerhed ved SSP-møder. Dette optimerer SSP-indsatsen og skaber en tryg havn for alle.

Hvad er din baggrund?
Jeg stammer oprindeligt fra Dublin hvor jeg var uddannet udendørs idrætsinstruktør. Jeg har boet i Danmark siden slutningen af 80’erne. Jeg arbejdede for at spare op til at rejse til Australien, hvor jeg ville undervise i windsurfing. Planerne ændrede sig, og jeg blev i Danmark, hvor jeg begyndte at læse til pædagog. I 00'erne var jeg leder i en fritidsklub på Vesterbro, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med SSP-samarbejdet og blev en del af lokaludvalget på Vesterbro.

I 2010 blev jeg ansat i SvømKbh, som er ansvarlig for driften af svømmehaller i København og den eneste paraplyorganisation af sin art i Danmark. I 2002 overtog vi vores første havnebad, og siden er det blevet til 19 faciliteter i havnen samt Amager Strandpark og Svanemøllen Strand om sommeren. Havneområdet er 13 gange større end Fælledparken, med 42 kilometer kajkant og 2 millioner besøgende om året, hvilket gør det til den største kulturinstitution i København.

Hvad er Havneværterne? 
Havneværterne består af Københavns Kommunes kystlivreddere, som har over 60 timers uddannelse i førstehjælp, redning samt værtskab og service. En livredder er ikke længere bare en person, der pifter i fløjten og får folk til at rette ind. I dag skal en livredder, uanset om de arbejder i en svømmehal, et havnebad eller på en strand, få besøgende til at føle sig velkomne.

Havneværterne sørger for, at alle kan benytte havneområdet sikkert, uanset om man bader, sejler eller færdes på anden vis. De vejleder om havnereglementet og arbejder for, at folk forstår, hvorfor det er vigtigt at bade i de tilladte områder, hvor bunden er tjekket og fri for farlige genstande. Havneværterne kan også appellere til besøgendes hensynsfuldhed og, hvis nødvendigt, kontakte politiet eller samarbejdspartnere. 

Der er en begyndende tendens til, at studenter, efter at have festet og været i byen hele natten i forbindelse med studenterkørsler, tager ned til havnen og bader ved daggry. Så vi har forsøgt med noget helt nyt i år. Vi sejlede to nætter fra 00-08 i havnen. Det kunne være et ønskescenarie, at vi er på vandet i dette tidsrum i studentertiden.

Havneværterne er et partnerskab mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og By og Havn. Vi deltager aktivt i Partnerskab for Sikker Havn og Tryg Havn, som er tværfaglige netværk bestående af By & Havn, Politiets Maritime Indsats, Søfartsstyrelsen, SSP, Hovedstadens Beredskab og Natteværterne.

Hvad er dine arbejdsopgaver som leder? 
Som leder rekrutterer og faciliterer jeg uddannelsen for kystlivreddere, ansætter dem og fungerer som distriktsleder for tjenesten. Jeg skaber de nødvendige betingelser, så vores dygtige team kan fremme sikker badning for københavnere og turister. Jeg vælger altid dem, jeg tror vil blive de bedste kolleger og værter, da det kan være lettere at lære at svømme end at blive en god vært og kollega. De fleste af vores havneværter er i 20’erne og er gode rollemodeller for de unge. De kan også snakke med de unge på en anden måde, hvor de er mere i øjenhøjde. 

Mine opgaver inkluderer også at deltage i netværksmøder og dele erfaringer og data om, hvordan byens borgere benytter sig af havnen. Vi laver skriftlige overleveringer til Natteværterne efter hver vagt om, hvor festen foregår, så deres indsats kan optimeres. Havneværterne er dem, der har data om, hvor folk befinder sig i havnen og tendenserne der.

Jeg repræsenterer et stort hold af engagerede folk i SvømKbh og KFF Faciliteter generelt.

Hvordan samarbejder du med SSP? 
I sommerferien afholdes der ugentlige Fælles Blik møder i SSP-regi, hvor vi giver en status på situationen i byen. Til møderne deler jeg information ud om, hvor folk forsamler sig, hvor de unge er, hvor der bades ulovligt og om andre tendenser.

Jeg holder også oplæg om Havneværternes indsats i SSP-lokaludvalgene for at informere om sikker badning i havnen og vil til enhver tid stille op i andre regi. Formålet med mine oplæg i SSP er, at SSP-repræsentanterne kan videreformidle budskaberne til de unge, så de kan undgå unødvendige ulykker, sygdom og skader ved at bade uden for de tilladte zoner. Vi skal alle komme sikkert hjem. 

Hvor ser du Havneværternes bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 
Havneværterne fokuserer på alle, der opholder sig ved havnen, uanset om de bader, fester eller blot hænger ud. I år har vi særligt fokus på unge under 18 år for at kunne dele viden om, hvor og hvordan de bruger havnen. Dette gør vi for at kvalificere og optimere indsatsen i SSP-regi. Unge bevæger sig konstant, og deres opholdssteder ændrer sig fra weekend til weekend, dag til dag eller time for time. 

På sidste skoledag i år var der til at begynde med, spredte fester rundt omkring i byen. På et tidspunkt blev der delt besked om, at der var en stor fest i Fælledparken, og inden længe rykkede alle dertil, hvilket betød, at de andre fester hurtigt døde ud. Det samme gælder for havnen; de unge bevæger sig hele tiden, afhængigt af hvor der er sol, læ og fest den dag.

Hvor ser du, at SSP og Havneværterne (KFF) kan styrke samarbejdet?
KFF er en ny spiller på SSP-holdet, og jeg er glad for, at vi nu betragtes som en vigtig medspiller. Der er et godt netværk i KFF repræsenteret i SSP fra idrætshaller, kulturinstitutioner, Natteværter og Havneværter. Festen er ved havnen om sommeren. Jeg mener, at der i fremtiden kan koordineres en fælles indsats, da det er her, de unge opholder sig. Bedre daglig videndeling med SSP-lokaludvalgene kan optimere indsatsen. Vi kunne forbedre med real-time formidling af, hvor de unge er, så udgående medarbejdere kan få de nødvendige oplysninger her og nu.

Hvad er din mest positive oplevelse i samarbejdet med SSP?
Jeg har netop holdt oplæg for samtlige SSP-lokaludvalg, og både her, i KFF-netværket og på Fælles Blik-møderne er det tydeligt, at alle brænder for at gøre en forskel for de unge i byen. Engagementet i SSP er helhjertet.

Hvilken musik lytter du til? 
Jeg går meget op i musik. Jeg har selv været trommeslager i et ska-punkband for mange år siden. Musikmæssigt spænder min interesse vidt, alt fra Burt Bacharach til Aldous Harding og post-punk. Jeg er meget nysgerrig, når det kommer til musik. En af den mest positivt overraskende koncertoplevelser, jeg har haft, var med Dionne Warwick i Amager Bio. Det kom helt bag på mig, hvor fantastisk hun var. Hun var fuldstændig ydmyg, og det føltes som at være i nærheden af noget stort. Hit efter hit blev spillet, og det var en uforglemmelig oplevelse.

Lytter du til podcast?
Ja, det gør jeg. En af mine favoritter er “Rockonteurs,” en podcast med Gary Kemp fra Spandau Ballet og Guy Pratt, som har spillet bas for Pink Floyd. De interviewer kolleger som The Edge, guitaristen fra U2 og Bob Dylan. Det er virkelig interessant at nørde musik på den måde. Jeg har også et stort friluftslivs-gen, så jeg elsker “Den yderste grænse,” som handler om bl.a. bjergbestigning. Jeg har undervist i klatring og trailløb i bjergerne i mange år, og det sidder stadig i mig. Derudover lytter jeg til Elisabeth Days podcast “How to Fail,” som handler om sårbarhed og de kriser, vi alle møder i livet. Den fortæller+, hvordan man kommer igennem dem, og hvad man lærer. Disse tre meget forskellige podcasts siger meget om mig.

Streamer du serier, og hvilken serie ser du nu?
Jeg streamer kun af og til, da jeg foretrækker en god film eller at se tv-avisen. Den sidste film, jeg så, var “Verdens værste menneske,” som var et gensyn. Det er en fantastisk film. Jeg er ikke så meget for superheltefilm, men vil hellere se en socialrealistisk film af Mike Leigh.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg motionerer og holder mig i form mest ved løb og svømning. Jeg har løbet mere end de fleste og har dyrket ultraløb i mange år. Ultraløb er alle distancer over en maraton. For halvandet år siden løb jeg tværs over Irland, en distance på 220 km., som tog lidt over et døgn. Løb giver mig ro og selvtilfredshed. Jeg kan godt lide at sætte mig mål over for mig selv og ikke for at bevise noget for andre. I forhold til maraton foregår ultraløb i et roligere tempo, hvilket passer bedre til min personlighed. Sammenholdet og samhørigheden med dem, man dyrker sport med, er vigtigt for mig.

Jeg går også til en del koncerter, gerne avantgarde, på steder som Loppen, Lille Vega og Stengade fremfor et stort sted som Royal Arena.  Jeg nyder også at lade op ved at slappe af, da min stilling er meget socialt anlagt.

Baggrund

Navn: Shane Christopher Kenny

Tilknytning til SSP: Fælles Blik og anden koordinering med SSP

Stilling: Distriktsleder for Kystlivredning og rekruttering, Kultur- og Fritidsforvaltningen