Månedens SSP-profil - december 2024

Hvordan kom du ind det forebyggende arbejde?
Jeg har altid arbejdet med SSP-opgaver. Allerede et halvt år før jeg blev færdiguddannet som pædagog, blev jeg opsøgende medarbejder på Frederiksberg. Da jeg startede på pædagoguddannelsen, havde jeg et ønske om at arbejde med alkoholikere. Min første lønnede praktik var på en ungdomspension i Avedøre, og det fandt jeg utroligt spændende. Jeg gik på idrætslinjen og undersøgte, hvordan man kunne bruge idræt som et pædagogisk redskab. Mange af de udsatte unge havde det svært med det boglige, men de havde ofte talent for det kropslige.

Min anden lønnede praktik var i New Zealand, også på en specialinstitution. Da jeg kom hjem, blev jeg opsøgende medarbejder på Frederiksberg og en del af SSP-samarbejdet. Senere blev jeg boligsocial medarbejder i Valby på Lukretiavej og i Nordvest på Glasvej, hvor jeg primært arbejdede med at kompetenceudvikle beboerne.

Derefter blev jeg ansat som inklusionspædagog på Højdevangens Skole på Amager. Efter et halvt år blev jeg skolens SSP-repræsentant, og siden da har jeg været en del af SSP-arbejdet på Amager. I 2018 blev jeg ansat som socialfaglig forebygger ved Københavns Politi.

Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 
Mit primære job er at være en del af SSP. Det mest interessante ved at være forebygger er, at jeg kan indgå i det tværfaglige samarbejde som repræsentant for politiet - en organisation med gennemslagskraft; men med en anden faglighed og fokus end politiet generelt har. Jeg oplever, at min rolle gør en forskel for børn og unge på Amager. Som socialfaglig forebygger har jeg mulighed for at følge de unge tæt over længere tid og bidrage til deres udvikling og forandring.

Efter så mange år i SSP har jeg fået erfaring med at møde de samme unge flere gange. Det gør mig nysgerrig på, hvad der egentlig sker, og om vi kan gøre noget anderledes. Nogle gange er det frustrerende, når man møder de samme unge igen og igen, og det føles som om, værktøjskassen er tom. Jeg prøver at lære af erfaringerne og spørge mig selv, hvad vi kunne have gjort anderledes.

Et eksempel er en ung dreng, der blev set med bandemedlemmer to dage i træk. Jeg kontaktede hans far og fik arrangeret et møde med det samme. I et år holdt drengen sig udenfor det kriminelle miljø, men han vendte desværre tilbage og blev en del af det. Jeg har overvejet, om min hurtige indsats gjorde en forskel, eller om den muligvis stigmatiserede ham yderligere. Den slags refleksioner er vigtige for at forstå, om vores tilgang virker. 

Hvilke udfordringer relateret til ungdomskriminalitet karakteriserer dit lokalområde?
En af de største bekymringer er, at jeg oplever de unge, vi arbejder med i SSP, bliver yngre. Vi har mange unge under 15 år med store udfordringer. Det ser ud til, at nogle af dem mangler en følelse af at have en rolle i samfundet. For nogle bliver det en identitet at lave kriminalitet og være dem, de andre frygter.

Det positive er, at der er et større potentiale i at arbejde med de yngre. Forældreinddragelsen er lettere, og det er mere overskueligt at bygge beskyttelsesfaktorer op omkring dem. Jeg mener, at vi burde begynde endnu tidligere, mens de stadig er så unge. De unge kommer ofte på vores radar gennem skolerne eller politiets lister, men her er det vigtigt, at vi undgår at kriminalisere dem for tidligt. Den balance har vi endnu ikke fundet. Når vi arbejder med de helt unge, kommer vi til kort med de nuværende redskaber som fritidsjob og brobygning til ungdomsklubber, da de er for unge. Det betyder, at vi ofte må tænke lidt ud af boksen. I den tidlige forebyggelse bør vi fokusere på trivsel i stedet for kriminalitet. Det betyder, at SSP-arbejdet skal ud på skolerne, hvor vi kan gøre den største forskel. Skolerne er de unges daglige arena, og mange af dem oplever nederlag her. De, der klarer sig dårligt i skolen, risikerer at ende i kriminalitet. Derfor er det afgørende, at de føler sig hørt og værdifulde i skolen.

Det er min oplevelse, at Corona-pandemien også har haft efterdønninger. Nogle børn, der tidligere fandt deres helle i skolen, har mistet denne stimulering i de år, hvor skolerne var lukkede. Vi ser børn, der nu har det svært og udviser voldsommere adfærd. For børn med diagnoser har denne periode været ekstra udfordrende. Det understreger vigtigheden af at skabe trygge og stimulerende rammer for børnene – og at få SSP-arbejdet helt tæt på skolerne. 

Hvad synes du, er det vigtigste i SSP’s arbejde?
Jeg er SSP’er af hele mit hjerte. Jeg tror ikke, at jeg kan løse noget alene. Jeg bidrager med dyb respekt for andre fagligheders input og har en klar forståelse af, at min idé og mit perspektiv ikke kan stå alene. Jeg ser kun en del af billedet, og uden hele billedet af den unge kan jeg hverken vurdere problemet eller løsningen. Samarbejde er essentielt, for hverken jeg eller de andre parter kan klare det alene.

SSP’s styrke ligger i respekten for, at vi har forskellige nuancer og perspektiver på den unge. Intet af det er helt rigtigt eller forkert, men tilsammen danner vi essensen af, hvem den unge er, og hvordan vi bedst kan hjælpe dem. Det handler ikke om, hvem der løser opgaven, men om, hvem der er den rette til at tage den. Det er vi dygtige til i SSP Amager.

Jeg håber, at mit bidrag er refleksion og nuancering samt at vi har et fælles mål for de unge. For mig er det vigtigt, at den unge er i centrum. I sidste ende handler det ikke om, hvad den unge har gjort, men om at sikre, at de ikke skader sig selv eller andre. Mit fokus er de unge, og jeg tror på, at SSP er det helt rigtige sted at arbejde med det.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke SSP-samarbejdet endnu mere?
Vi kan udvikle samarbejdet ved at få flere værktøjer. På koordinationsgruppemøder kan det ofte handle om, hvorvidt vi skal lave en bekymringssamtale eller ej. Jeg tror, at vi skal bruge mere tid på at nuancere billedet af den unge. Hvad er fakta, og hvad er fortællingen? Nogle gange bliver fortællingen til "sandheden" for os alle, og det kan vi nuancere ved at tænke tidligere indsatser i SSP.

Vi skal have fokus på de unges ressourcer og hverdagskompetencer. Det bør være en samfundsopgave at give alle børn de samme kompetencer – ikke kun forældrenes ansvar. Det kan handle om at lære børn at være gode venner og have omsorg for hinanden. Politi, lærere og pædagoger kan arbejde sammen om dette gennem oplæg, bøger og aktiviteter. Helt grundlæggende kompetencer, der styrker de unges sociale forståelse, kan gøre en kæmpe forskel. Vi bør fokusere på at bygge børn op.

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i SSP? 
I min nuværende stilling er jeg mest stolt af opstarten og udviklingen af indsatsen ”Panorama”, som var en fokuseret indsats i Urbanplanen og Hørgården på Amager. Det havde en tydelig effekt på de unge. I alle de år, jeg har været i Urbanplanen, har der altid været unge klar til at tage over fra den tidligere generation af toneangivende. Men efter et år med Panorama var der ingen, der var klar til at tage over. Det var helt specielt. For mig gav det god mening at være ude sammen med politiet uden at være politiet – at lave en forebyggende indsats og tale med de unge.

Grupperingsindsatsen er også noget, jeg er stolt af. Den metodeorienterede tilgang og den gensidige respekt for hinandens fagligheder gør, at vi kan rykke noget for de unge. Vi løfter i flok. Grupperingsindsatsen handler om at håndtere grupper af unge, der danner uhensigtsmæssige konstellationer, fx ved at hænge på gaden, lave kriminalitet eller skabe uro på skolen. Gennem screeninger af de unge vurderer vi, om der er en kernegruppe, hvilke bekymringer der er, og hvilke ressourcer gruppen har. Herefter udarbejder vi en handleplan.

Planen kan indebære forskellige spor fx at splitte gruppen op, arbejde med dem sammen, bygge bro til fritidstilbud eller give dem positive oplevelser. Forældrene er også en central del af indsatsen. Vi inddrager dem i et forløb og har en dialog med dem, så de er en del af deres barns udvikling og kan opleve de positive forandringer.

Hvad lytter du til af musik?
Jeg kan rigtig godt lide dansk musik, og Medina og Tessa er blandt mine favoritter. Musikvalget afhænger dog af, hvad jeg skal lave. Hvis jeg skal træne, foretrækker jeg tekno med højt tempo. Jeg nyder også at gå til koncerter. Skanderborg Festival er et fast årligt indslag, men jeg er også glad for mere intime koncertoplevelser, hvor man kommer tæt på musikken.

Streamer du serier? 
Ja, jeg streamer serier, men jeg er ikke den store fjernsynsentusiast. Faktisk ser jeg mest TV, hvis jeg er syg. Jeg har for nylig set "Emily in Paris" og "My Life with the Walters Brothers". De er nemme at se og fungerer som god, let underholdning – det er lidt ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Lytter du til podcast?
Jeg hører masser af podcasts især, når jeg træner eller cykler. Det er lige fra ”Banderelateret” til "Skyggekvinder" og "Enneagrammet". Jeg lytter også til "Dato" og "Genstart"-

Hvad laver du i din fritid?
Jeg træner meget – fitness, bodypump og step og spiller beachvolley og padel. Jeg vinterbader og går lange ture. Hver morgen starter jeg dagen med træning fra kl. 5 til 7. Ud over træningen bruger jeg tid sammen med veninder.