Månedens SSP-profil - december 2023
Hvad har du arbejdet med tidligere, og hvordan kom du ind i SSP?
Jeg har tidligere været ansat i BBU-Staben, hvor jeg bl.a. var projektleder. Jeg samarbejdede med forskellige fagligheder, som havde med børn og unge at gøre. På den måde har jeg aldrig arbejdet direkte med børn og unge, men beskæftiget mig med dem som målgruppe. Jeg skiftede til Tårnby Kommune og blev udviklingskonsulent primært på ældreområdet, hvor jeg arbejdede med beredskabsplaner. Jeg savnede Københavns Kommune og det store maskineri, det er. Stillingen i SSP Sekretariatet dukkede op, og jeg måtte bare slå til! Jeg havde skrevet mange projekter på Roskilde Universitet og Aalborg Universitet, hvor jeg har min kandidatuddannelse fra, om kriminalitetsforebyggelse. Det var et perfekt match! Her kunne jeg stadig arbejde med forskellige fagligheder og se, hvordan pædagoger, socialrådgivere, politiet osv. arbejder med kriminalitetstruede unge. Jeg kunne også godt lide tanken om at arbejde i et sekretariat, hvor man er et koordinerende led. Jeg blev overrasket over, at det er så småt, men samtidig så stort. Vi har så mange samarbejdspartnere og ser nye mennesker hver dag, men alligevel er vi bare os ti personer. Det hele går så hurtigt, og vi er meget af tiden ude i marken hos vores samarbejdspartnere.
Hvad arbejder du med som bydækkende administrativ koordinator?
Jeg er med på alle SSP-lokaludvalgsmøder, hvor jeg primært er med for at skrive referat, men også i høj grad for at indfange ungetendenser. Jeg skal have fingeren på pulsen i forhold til kriminalitetsbilledet i København og være med til dele den viden, der er på tværs af de 15 SSP-lokaludvalg.
Hvilke aktuelle udfordringer og tendenser ser du aktuelt relateret til ungdomskriminalitet på tværs af byen?
Helt klart det digitale aspekt, som fylder rigtig meget. Det er et område, der udvikler sig hele tiden, og noget, som vi hele tiden skal være opmærksomme på. Jeg tror, at de unge bruger de digitale platforme på en helt anden måde, end vi forestiller os. Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på det og klædes på f.eks. gennem gå-hjem-møder og den nye digitale handlevejledning. En anden tendens er de unges mobilitet. Vi tænker måske, at de unge er Sydhavnen-unge, Vesterbro-unge, Indre Nørrebro-unge, men i virkeligheden er de unge bare Københavner-unge. Det fylder, at de kommer vidt omkring. Om det er en god eller dårlig ting, at unge er så mobile, afhænger af de øjne, der ser. Byen skal jo bruges, og det er fedt, at de unge har mulighed for at bevæge sig rundt i den. Jeg tror bare, at det kalder på et endnu stærkere blik for at bruge hinanden på tværs af byen, og at vi tænker de unge som byens unge og ikke kun bydelens unge. Det kræver, at vi koordinerer endnu mere. Heldigvis er det netop SSPs store styrke. Det er dét, vi kan.
Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde?
Det er at dele viden på tværs og samarbejde med de SSP-stabsansvarlige om at dele den korrekte viden på lokaludvalgsmøderne og vores egne møder i SSP Sekretariatet. Det er også have blik for, hvornår noget er en bydækkende tendens, og hvornår noget er mere lokalt. Jeg tror, at der er mange, der sidder på deres enkelte skole eller lokalområde og tænker ”dét her er det vigtigste”. Det er klart, når det er der, man arbejder de fleste timer om ugen. Så kan man tænke, at det er en tendens.
Hvad synes du, er det vigtigste i SSP’s arbejde?
Det er det koordinerende organ, vi er og de relationer, der hele tiden bliver skabt på tværs. Det er netop det, der gør, at vi alle i SSP kan stå så stærkt, når der skal handles hurtigt og effektivt, eller hvis en ny ungetendens begynder at dukke op i København. Hele vores enkeltsagssystem ser jeg også som et rigtig vigtigt værktøj i det kriminalitetsforbyggende arbejde, da det giver os mulighed for at gribe tidligt ind og forebygge, at en evt. kriminel løbebane begynder. Jeg er virkelig blevet overrasket over koordinationsgruppemøderne, og hvor vildt et maskineri, de er og en vigtig søjle i SSP-samarbejdet. Det var der, at det gik op for mig, at det er det, SSP kan. Det er der, hvor alle faglighederne er samlet for at finde frem til, hvad det bedste er for den pågældende unge. Og samle viden til en endelig aftale. Når jeg sidder og ser på de mange enkeltsager, tænker jeg på det kæmpe stykke arbejde og den store opgave, som koordinationsgrupperne løfter i forhold til SSP og de unge.
Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke det tværfaglige samarbejde endnu mere?
Jeg tror ikke, at man kan koordinere for meget. Vi kan blive endnu bedre til at koordinere og tænke hinanden ind på tværs af fagligheder. Det er vigtigt, at vi hele tiden har hinandens fagligheder for øje i forhold til, hvornår vi selv skal bidrage med noget, og hvornår en anden skal bidrage. Vi skal tænke, at det ikke nødvendigvis er en selv, der skal løfte en opgave 100 pct., men at det kan give mening at bruge ens kollegas eller netværks faglighed. Vi kan også blive bedre til at koordinere på tværs af byen, både i rollen som mødefacilitator og bydækkende koordinator og tænke i bydækkende tendenser. Jeg kan også godt se, at det er svært, fordi København er en kæmpestor kommune, men jeg synes vi er godt på vej, især også i forhold til arbejdet med årsplanerne og det månedlige statusnotat.
Hvad har gjort størst indtryk på dig i din tid i SSP?
Lige meget hvilket møde, jeg er på, om jeg deltager i et lokaludvalgs- eller ledergruppemøde eller er vikar på et koordinationsgruppemøde, kan jeg altid mærke engagementet for at hjælpe byens børn og unge og gøre det bedste for dem. SSP-repræsentanterne er virkelig nogle engagerede mennesker, som brænder for arbejdet med at forbedre børn og unges liv. Det er fedt at arbejde med mennesker, det som et fælles mål uanset, hvad der kommer af beslutninger oppefra eller nedefra.
Lytter du til podcasts?
Ja, det gør jeg. Jeg skulle have været ind og se ”Det, vi taler om”-live, men var desværre syg. Den podcast synes jeg virkelig er sjov, og det er fedt at have fingeren på pulsen i forhold til – ja, det alle taler om lige fra kronprinsens besøg i Madrid til aktuelle udfordringer med bander. Så har man også altid et godt emne at tage med til julefrokosten eller frokostbordet. ”Bandeland” hører jeg også. Man skulle tro, at jeg havde behov for pause fra det emne, men den er lavet rigtig godt. Ellers lytter jeg ikke til true crime.
Hvad lytter du til af musik?
På Spotify Wrapped, hvor man kan se, hvad man mest har lyttet til, viser det en blanding af noget dansk som Benjamin Hav og Minds of 99 og noget amerikansk pop. Thomas Helmig og Taylor Swift er gode at have i ørerne, når jeg cykler rundt fra lokaludvalgsmøde til lokaludvalgsmøde.
Hvis du skulle anbefale en bog, hvilken skulle det så være?
Jeg fik anbefalet en forfatter af nogle kolleger herinde, nemlig Maren Uthaug. Hendes bøger kan jeg virkelig godt lide. Jeg er lige begyndt på ”11%” og har færdiggjort ”Hvor der er fugle”, som var ret vild. Jeg kan godt lige hendes skæve vinkel. Man tror, at man skal til at læse noget, men så er det noget helt andet. Mit nytårsfortsæt skal være at læse alle hendes bøger.
Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg stadig gik til håndbold. Jeg har gået til håndbold i mange år. Jeg kunne godt overveje at kigge på nogle klubber. Ellers bor jeg på Amager og bruger min tid der med min kæreste. Så har jeg oprettet en annonce på Dogley, som er en hundepassertjeneste, men har kun fået én opgave derinde. Jeg elsker hunde. Jeg er vokset op med hund, og min forældre har hund. Jeg vil gerne have hund en dag, men ikke nu.
Streamer du serier, og hvilken serie ser du nu?
Ja, og lige nu ser jeg ”Matador” for 22. gang. Jeg kan alle afsnit udenad. Det er en tryghed for mig at se den, og hold op hvor jeg elsker den! Så ser jeg ”The Crown” på Netflix. Jeg har også brug for at se noget mere dystopisk. Jeg kunne rigtig godt lide ”The Last of Us”, og jeg glæder mig til anden sæson.
Baggrund
Navn: Nanna Højberg
Tilknytning til SSP: SSP Sekretariatet
Stilling: Bydækkende administrativ koordinator
Antal år i SSP: 1 år og 2 måneder