Månedens SSP-profil -august 2023

Hvordan kom du ind det forebyggende arbejde?
Før jeg kom til BBU på Indre Nørrebro, var jeg socialrådgiver på Bispebjerg på ungeområdet. Her afholdt jeg bl.a. netværkssamråd for unge, der havde begået alvorlig kriminalitet. Jeg søgte derfor min nuværende stilling, fordi jeg gerne ville arbejde mere forebyggende. Jeg ville gerne ind i den unge og familiernes liv meget tidligere end ved netværkssamråd.

Hvad arbejder du med som socialrådgiver i BBU? 
Jeg er ansat som SSP-repræsentant for BBU på Indre Nørrebro, hvor jeg er en del af SSP-netværket på Nørrebro, både i koordinationsgruppen og lokaludvalget. I koordinationsgruppen koordinerer vi de enkeltsager, der kommer ind. Vi planlægger hjemmebesøg, hvor jeg er med på alle de sager, hvor de unge ikke har en sagsbehandler i BBU. Det er typisk i niveau 2 sager (førstegangskriminalitet eller alvorlig kriminalitetsbekymring), og hvis sagen kalder på det, kunne det også være en niveau 1 sag (tidlig kriminalitetsbekymring). Jeg tager på hjemmebesøg med den part, som vi på koordinationsgruppemødet vurderer, giver bedst mening i de enkelte sager. Oftest er det politiet, enten den politifaglige eller socialfaglige forebygger, men det kunne også være en UU-vejleder eller andre. Jeg deltager også i lokaludvalgsmøder og på SSP-internater, hvor vi planlægger næste års SSP-indsatser.

I mit arbejde rådgiver og taler jeg med forældre. Det er dem, der skal tage teten, guide deres unge mennesker og være der for dem, særligt i sårbare konfliktfyldte situationer. Oftest har de brug for rådgivning i det at have teenagere. Hvad er normal teenageadfærd, og hvornår skal man være bekymret? Hvornår skal vi handle, hvornår skal vi ikke handle? Der er mange forældre, som kan blive i tvivl om, hvordan de håndterer forskellige situationer. De får information fra mange steder om, hvordan man er en god forælder. De kan være bekymret for deres børn i forhold til alt mulig forskelligt fx det at færdes ude, rusmidler, venskabsgrupper, trivsel, sociale medier, gaming… Der er så mange arenaer, hvor man som forælder ikke ved, hvordan man gebærder sig. Så er der også en bekymring bare i forhold til at være ung på Nørrebro, hvor der har været visitationszoner og uro. Man står med et ungt menneske på 16-17 år, som gerne vil ud i verden, men hvor sætter man grænsen fra at passe på sit barn og give frihed nok? Der er mange dilemmaer i det.

Derudover er jeg SSP-instruktør i ”En teenager i familien”, som er en bydækkende indsats for 7. og 8. klasser. Det er vildt spændende, fordi det er en generel indsats, hvor man går ind, før der overhovedet er en kriminalitetsbekymring. Indsatsen er med til at forebygge risikoadfærd og bruger nogle af de metoder, hvor der fra forskningen er evidens for virker. Det er metoder som social pejling, hvor man ser på flertalsmisforståelser. Det er i princippet de unges og forældrenes møde, så vores rolle er at facilitere dialog. Jeg har været på nogle Nørrebro-skoler, men har ellers bevidst valgt mange skoler uden for Nørrebro for at se, hvad der rører sig. Der er stor forskel fra område til område, fra skole til skole og klasse til klasse. I nogle klasser møder hele forældregruppen op, i andre sidder der kun en håndfuld. Selvom det er meget forskelligt – ligheden ofte større end forskellighederne. Når alt kommer til alt, er det de samme bekymringer, tanker og refleksioner, der er, hvor end man er i byen. Det er universelle problemstillinger. Alle forældre vil gerne beskytte deres børn og gøre det bedst mulige. De vil gerne vil have nogle gode værktøjer til, hvordan de kan gøre det bedre og støtte deres børn bedst muligt. Min oplevelse er, at forældrene er rigtig gode til at lytte til deres unge mennesker. Det er fedt at være ude og møde de unge, der har helt almindelige dagligdags udfordringer og ungeproblematikker. Arrangementerne handler primært om alkohol og rusmidler, men det kunne også være andre problematikker, der specifikt fylder i en klasse. Det giver noget at komme ud, inden der er en stor udfordring. Når der ikke er opstået konflikter eller uro, er der ro til, at man kan få italesat rigtig mange ting. Der er en del forældre, som kan være bekymret, når vi kommer i 7. klasse, om det er for tidligt at introducere en tanke, der ikke er hos de unge. Det taler meget godt ind i den balancegang, vi også skal have i SSP. Hvornår italesætter vi noget, som ikke er et problem? Hvornår virker det forebyggende og ikke kontraproduktivt eller stigmatiserende? Vi skal være tidligt fremme, men ikke for tidligt.  

Jeg er også i gang med at læse en diplomuddannelse i kriminologi på Det Juriske Fakultet, hvor kriminologerne Flemming Balvig og Lars Holmberg faciliteter uddannelsen. Det har givet mig rigtig meget i mit SSP-arbejde i forhold til at få noget mere teori på mine refleksioner og tanker. Det glæder jeg mig til at få mere tæt ind i min praksis. I det kommende modul skal vi beskæftige os med kriminalitetsforebyggelse, så det glæder jeg mig til.

Hvilke problemstillinger (relateret til ungdomskriminalitet) karakteriserer dit lokalområde? 
Nørrebro er et område, som er fyldt med ressourcer og modsætninger. Vi går på hjemmebesøg på Guldberg Plads i en 200 kvm andelslejlighed og bagefter i en to-værelses på Blågårds Plads. Det spænder vidt og bredt. På den ene side har vi haft knivstikkerier og visitationszoner. På den anden side har vi en bydel, der er kåret som verdens fedeste bydel for et par år siden. Så Nørrebro kan det hele og rummer det hele. Her er mange aktører og ildsjæle, der vil de unge det godt.

I forhold til kriminalitet er vi selvfølgelig obs på unge, der opholder sig sammen med personer, der er en del af bandemiljøet. Ofte er det unge mennesker, der er vokset op sammen. Så er den ene gået uddannelsesvejen, og den anden er blevet en del af bandemiljøet. De har kendt hinanden fra de var små og var barndomsvenner. De er måske ikke tætte venner nu, men hilser på hinanden og tager en snak, når de møder hinanden på gaden. Som vi selv ville gøre med nogle, vi selv er vokset op med, uden at man nødvendigvis har en større relation til hinanden. De bor side om side med hinanden, og det kan være en frustration for de unge gang på gang at blive underrettet på den baggrund. De fleste familier forstår jo godt, at det er for at beskytte de unge. Det er nok ikke noget, der fylder på Østerbro eller mange andre bydele. Nørrebro er jo et tilholdssted for personer i bandemiljøet, og der har været bandekrige. De er stadig i gadebilledet, og der bliver holdt ekstra øje med de unge. Der har været knivstikkerier og visitationszoner, så der er mange øjne på de unge mennesker, når de går rundt i gaden. På den ene side er forældrene positive over for politiet og vil gerne have den tryghed, men kan også blive frustreret og kan opleve det som stigmatiserende, at deres unge ofte bliver stoppet. Der er rigtig mange politienheder, der kommer til Nørrebro. Vi taler med de unge om, hvis de føler, at de er blevet behandlet dårligt, kan de klage. Det er altid en rettighed de har. Vi taler også meget med de unge om, at når beredskabsstyrkerne udefra kommer på grund af, at der sker et eller andet, er de ofte oppe i gear og kender ikke de lokale unge. Det kan give anledning til en optrapning af konflikten. Når de unge bliver stoppet flere gange, bliver de frustreret. Det forstår jeg godt. Man er ung og vil gerne leve sit liv som alle andre. Forebyggerne hos politiet, der laver underretningerne er derfor meget opmærksomme på, hvilke antræffelser der laves underretninger på og har et stort blik for en individuel og kvalificeret vurdering af, hvornår der skal laves en underretning, da der i perioder med visitationszoner er rigtigt mange unge, der bliver stoppet.

Hvad er dit bidrag til det kriminalitetsforebyggende samarbejde?
Det er at koordinere, tilrettelægge og fortage hjemmebesøg i de SSP-enkeltsager, hvor BBU har fået en underretning. Og hvis nødvendigt følge op. Det er sjældent, at jeg oplever hjemmebesøg, der ikke forløber godt. Der kan godt være forældre, der - lige når man kommer - er afmålte, men de fleste forstår meningen med besøget. Nogle kan måske være bekymrede for, at vi kommer og skælder ud og tror, at kommunen og politiet kommer med en løftet pegefinger. Men det er et servicetilbud til familierne og de unge. Det er en mulighed for at kunne spørge om alt det, man måske ikke forstår, ved den sigtelse, man har fået. Ved rigtig mange af hjemmebesøgene handler det mere om at give familierne, især forældrene, ro og få det talt ned, så de ikke er så bekymrede. Vi kan også sidde med en meget ung pige eller dreng, der fx har stjålet en chokoladebar, som er meget påvirket af situationen. Det kan være en ret voldsom oplevelse for så ungt et menneske, så oftest handler det om at få ro på og få beroliget den unge og forældrene, så specielt den unge ikke sidder tilbage og føler, at det bliver et kriminalitetsstempel. Her taler vi med dem om, at vi alle kan begå fejl. Vi gør meget ud at formidle, at det sker for andre unge, og at det handler om at lære af sine fejl og komme videre. Selvfølgelig ser vi også på familien og den unges ressourcer, og om der er brug for noget i forhold til fritidsjob, skoleproblematik eller andet, hjælper vi med det. Mange forældre har allerede styr på det, men de kan ofte godt bruge en hjælpende hånd. Vi fortæller også om hotspots i byen, og hvor man skal have opsyn på ens børn. Man tænker måske ikke som helt almindelig borger, der ikke er en del af det kriminalpræventive fællesskab, at Fisketorvet eller Nørreport St. er ok om dagen, men utrygt om aftenen.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke samarbejdet endnu mere? 
Den styrke, der er i netværket og mellem parterne fra forskellige forvaltninger og politiet, kan blive til en svaghed, hvis det ikke fungerer optimalt. Det er vigtigt, at alle parter sidder rundt om bordet. Hvis én part er væk eller ikke giver de samme ressourcer, fungerer samarbejdet ikke optimalt og kan svække netværket. Den helhedsorienterede indsats forsvinder, hvis et af benene på bordet ikke er der.

Vi skal også være bedre til at se mere på tværs af byen. Det kunne være at lave indsatser, som er mere bydækkende. Fx har vi siddet med hver vores indsatser om digital dannelse i nogle år. Der er virkelig meget på det område, og mange kan derfor miste overblikket. Jeg kunne ønske en forankret indsats, så vi ikke sidder med hver vores i forhold til en problemstilling, der er så universel.

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til arbejde med unge?
Grundlæggende er jeg mest stolt af den gode kontakt, vi har, til familier og unge, når vi er på hjemmebesøg. Det gør mig stolt, når familierne er så trygge, at de efterfølgende tør ringe og bede om rådgivning, selvom om det er et halvt år eller et helt år efter hjemmebesøget. Vi er en myndighed, og det er jeg godt klar over, men det gør mig stolt, at vi bliver set som nogen, man kan søge rådgivning hos. At vi ikke kommer for meget med myndighedskasketten på og dikterer det rette forældreskab eller det rette børneliv. Vi kommer med vores anbefalinger, redskaber og rådgivning. De har en tillid til, at vi udelukkende gør det for at støtte dem og møder familien, hvor de er. Det er en balancegang, netop fordi vi er en myndighed. Hvis jeg ser noget bekymrende, kan jeg ikke lade det ligge. Vi bruger også rigtig meget os selv personligt til vores hjemmebesøg ud over vores faglige viden. Vi er også selv forældre, og det byder vi ind med. Det er vigtigt – også for mine politikolleger – ikke at give den unge et billede af, at han eller hun er kriminel, så vi er bevidst om, hvordan vi italesætter tingene. Den unge kan nemt føle sig stemplet, og hvis man er en sårbar sjæl, kan man tage det med sig. Det er ikke det, man skal huske tilbage på, når man har haft en bekymringssamtale. Vi drøfter meget, hvordan vi laver et godt hjemmebesøg i de enkelte sager. Men vi ved ikke, hvad vi møder, når vi træder ind i et hjem. Vi er et godt team med et rigtig godt samarbejde. Vi ved, hvilken vej vi skal gå, og hvem der skal ind hvornår. Hvornår der er brug for noget mere socialfagligt, og hvornår der er brug for mere politifagligt. Vi har hjemmebesøg, hvor det egentlig mest er den politifaglige forebygger, som er på, fordi familien har brug for at blive klædt på i forhold til det politimæssige. Så kan der være andre hjemmebesøg, hvor der er alt mulig andet, der fylder, hvor Socialforvaltningen skal mere ind over.

Hvad lytter du til af musik? 
Jeg lytter til rigtig meget forskellig musik. Ikke så meget popmusik, men gerne jazz og særligt nordisk jazz. Jeg er blevet glad for en dansk jazzsangerinde, der hedder Nana Rashid, som jeg var til koncert med i Brorsons Kirken under jazzfestivalen. Ellers den svenske Monica Zetterlund og danske Bremer/McCoy. Det skal ikke være for eksperimentalt. Jeg kan også lide det helt gamle som Billie Holiday og Louis Armstrong. Men jeg lytter også til rap, hiphop, rnb…

Kan du anbefale en bog?
Jeg læser så mange bøger, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte! Jeg læser 2-3 bøger om ugen. Lige nu er jeg inde i en periode med krimier. Jeg kan godt lide nordiske krimier. Jeg er ved at læse en bog af en finsk krimiforfatter, som hedder Max Seeck. Jeg har også lige læst en af en islandsk forfatter, Yrsa Sigurðardóttir. Ellers kan jeg også lide klassisk litteratur som Dostojevskij fx ”Forbrydelse og straf”. Jeg har læst meget japansk litteratur specielt Murakami. Jeg kan ikke leve uden at læse.

Lytter du til podcast?
Nej, ikke rigtigt. Der var en periode, hvor jeg gjorde det lidt. Jeg synes, det er fedt med podcast- og en god måde at få viden på mens man kan lave andre ting, men har ikke fået det ind som en vane.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg har to børn på 12 og 14, så dem er jeg selvfølgelig sammen med alt, hvad det nu indebærer af familieliv. Vi er meget ude og spise. Vi er en madglad familie, og børnene er åbne for nyt og vil gerne udfordre sig selv madmæssigt. Jeg elsker at være ved havet – det prøver jeg at få tid til. Jeg bader meget og er med i en vinterbadeklub.