25-års jubilæum i SSP
Vores kommunikationsmedarbejder, Lise Kragh Hansen, har 25-års jubilæum, og det betyder 25 år med en masse udvikling, forandring og stærk kommunikation i SSP København.
Starten i SSP
Lise har været en del af SSP siden 2001, hvor hun startede sin rejse i et nyopstartet SSP Sekretariat som SSP-konsulent. Dengang fyldte kommunikation ikke på samme måde som i dag, men hun fik det som en sideopgave at være med til at opbygge hele kommunikationsindsatsen fra bunden.
Kommunikationsdelen kom gradvist til at fylde mere, og i 2005 blev hun så ansat i den kommunikationsstilling, som hun selv har været med til at forme.
Kommunikation i udvikling
Lise har blandt andet været med til at udvikle hele det visuelle udtryk, herunder materialer, hjemmeside og logoet med den grønne hjælpende hånd, som vi fortsat kender i dag. Samtidig har hun bidraget til opbygningen af flere af de strukturer og koncepter, der nu er en naturlig del af samarbejdet, såsom ledergrupper, årsplaner, basiskurser, enkeltsagskonceptet, beredskab og SSP+.
Ifølge hende er én af de største forandringer, at kommunikation i dag er en naturlig del af arbejdet i SSP. Hvor man tidligere skulle argumentere for dens betydning, tænkes den nu mere automatisk ind på tværs af faggrupper.
Drevet af forandring
Da jeg spørger Lise, hvad der har motiveret hende til at blive i SSP i 25 år, griner hun og siger, at det overhovedet ikke føles som 25 år. Det er netop forandringen, der har fået hende til at blive.
”Jeg må sige, jeg har ikke kedet mig. Der har ikke været to dage, der har været ens i de 25 år, jeg har været her”
Hun beskriver SSP som en arbejdsplads, hvor der er plads til selvstændighed, idéudvikling og fleksibilitet. Det er også et sted, hvor hun har lært en hel del om sig selv, samfundet og mennesker.
Mennesker i centrum
Lise er dog overhovedet ikke i tvivl om, at det er alle menneskerne, der gør hende allermest stolt af at være en del af SSP – både de tætte kollegaer og kollegaerne ude i marken. Hun værdsætter især succeshistorierne, som minder hende om, hvor vigtig den fælles retning er: at gøre en forskel for børn og unge i København.
Det står også klart for mig, at SSP har gennemgået en stor udvikling i løbet af de seneste 25 år. Lise beskriver det selv som en lang rejse, hvor hun har været på besøg i mange lande med mange forskellige kulturer, sprog og mennesker.
Samtidig understreger hun, at kernen i kommunikation er den samme: det vil altid handle om mennesker, og det må vi ikke glemme. Det er også hendes råd til mig, at relationer ofte styrker både det faglige arbejde og ens egen udvikling.
En værdsat kollega
I SSP Sekretariatet er der bred enighed om, at Lise spiller en central rolle i hverdagen. Allerede i min første uge som praktikant, blev det tydeligt, hvor stor betydning både hendes arbejde og hende som kollega har for sekretariatet.
“Lise er som en livreddervest”, “visionær”, “en kreativ person med en krøllet hjerne”
Blandt kollegaerne bliver hun blandt andet beskrevet som ”uundværlig” og en kæmpe ressourceperson i Sekretariatet. Hun fremhæves som en, der altid tager sig tid til at hjælpe andre, uanset hvor travlt hun selv har. Samtidig bliver hun rost for sin evne til at forudse andres behov og for at levere kommunikations-arbejde med stor faglig substans. Flere peger også på hendes strukturerede og logistiske tilgang, som skaber overblik og understøtter de øvrige fagligheder.
De mange fine ord fra kollegerne understreger, at Lises betydning rækker langt ud over det, der kan beskrives her.
Tak til Lise for 25 års samarbejde, erfaring og for at dele ud af den.