Månedens SSP-profil - januar 2023

Hvad arbejder du med? 
Jeg arbejder som pædagog i Buret i Holmbladsgade-kvarteret.  For over tyve år siden så jeg et opslag på det lokale bibliotek, hvor de søgte en person til at arbejde med unge mennesker med idræt i centrum i lokalområdet. Jeg fik jobbet, som dengang var et toårigt projekt. Det politiske lokaludvalg var blevet gjort opmærksom på, at der hang en masse børn og unge ud på gaden, som ikke brugte de etablerede tilbud. Så de ville prøve at lave et alternativ. Ideen var en container med idræt som et trækplaster, særligt street-fodbold. Målsætningen var at få de unge ind og brobygge dem videre til foreningsliv og klubber. Buret blev forankret i Børne- og Ungdomsforvaltningen i 2004 og er nu en del af Fritidscenter Nordøst.

Vi startede op dengang med en helt tom skibscontainer og skulle finde en måde at få de unge til at komme. Vi indrettede containeren og købte en masse idrætsudstyr. Det var før SoMe, så jeg lavede små sedler, som jeg delte rundt på skolerne. Vi åbnede d. 1. maj 2002. På åbningsdagen kom der mange børn og unge. Det var en anden verden dengang. De unge havde ikke computer og telefon til at spille på, så de drenge, der ellers hang på gaden, syntes, det var fedt at komme. Vi havde bordfodbold, lavede fodboldturneringer og alle mulige aktiviteter. Min primære opgave var her, ud over at lave aktiviteter, at opbygge relationer til de unge.

Buret blev hurtigt et frirum for mange unge. Mange af dem kunne ikke finde ud af at gå i klub. De havde været i skole hele dagen og trivedes ikke med at være mellem fire vægge efter skoletid. De havde brug for at bevæge sig. Vi var et udendørs tilbud om sommeren, så der var nemlig ’højt til loftet’.

Jeg vidste fra starten, at jeg ikke kunne gøre det her selv. Man er nødt til at have et netværk. Først var samarbejdet primært med skolerne, hvor vi fik lov til at låne lokaler om vinteren. Så kom SSP som en paraplyorganisation med skoler, klubber, foreninger, KFF, politiet osv., som gjorde det nemmere at samarbejde om de enkelte unge såvel som ungegrupperingerne. Tit og ofte havde, og har, unge, der lever en stor del af deres liv på gaden, nogle problemstillinger. Under SSP kunne jeg i samarbejde med andre parter være med til at hjælpe og forebygge.

Jobbet i dag er det samme. Det vigtigste er at skabe tillid og relationer til de unge. Når jeg går på gaden og får øje på unge, siger jeg Burets motto ”One love!” Så svarer de ”Buret!” ”One love” går på fællesskabsfølelsen. At man er en del af noget. Før jeg blev uddannet som pædagog, svarede jeg, når jeg blev spurgt, hvorfor jeg gør det her, at ”det er fordi, jeg vil give de unge en god dag”. Men nej, jeg vil give dem mere end det. Jeg vil give dem succesoplevelser gennem sport og være med til at de føler sig en del af et positivt fællesskab. Vi har alle sammen brug for at være en del af et fællesskab og at blive anerkendt. Jeg tror ikke, at de unge, der går rundt i deres ”gangstertøj”, får så mange smil, når de er i gadebilledet. Men det gør de hos os. Når man har opbygget relationen, kan man nå ind til dem, og med tid kan det godt være de lytter til en. Det er hele metoden!

En anden del af mit arbejde er også kontakten til forældrene til de unge, vi arbejder med. Jeg føler, at forældrene er meget mere opmærksomme på deres unge i dag end før i tiden. Jeg bilder mig selv ind, at det også er på grund af vores arbejde. Før i tiden ville de unge ikke have, at man skulle tale med deres forældre. De var bange for, hvad vi ville sige til dem. Men jeg stod fast. Hver gang, vi skal på tur eller skal lave en større aktivitet, sender jeg en personlig sms til forældrene eller ringer til dem og inviterer dem. Jeg fortæller, at det er vigtigt, de kommer, så vi kan vise, hvad vi kan udrette sammen. Så kommer de. Det har taget mange år at bygge den tillid op.

Buret ligger på Prags Boulevard, lige midt i det boligområde mange af de unge bor. Sidste sommer var fantastisk. Vi åbnede dørene til containeren og satte musik på. Forældrene kunne se deres børn komme ned til os, og de blev selv inviteret over til en kop te. Jeg prøver at skabe en følelse af ”neighborhood”. Det stammer tilbage til min barndom i London, fordi det er jeg opvokset med. Det har man ikke på samme måde her i Danmark. Det er også derfor, vi holder de store arrangementer. Det stammer fra ideen om at samle folk om noget som ”community”.

Hvilke aktuelle udfordringer og tendenser ser du aktuelt relateret til ungdomskriminalitet?
Holmbladsgade-kvarteret har ændret sig meget gennem årene. Før var der værtshuse, nu er her kaffebar og cafeer! Der er flyttet mange ressourcestærke personer til, så vi får en god blanding og mere diversitet. Det afspejles også på skolerne. Det går ud over børnene, hvis diversiteten ikke er der. Alligevel har vi haft udfordringer.

Politiet har de sidste par år haft særlig fokus på bander flere steder i København, også her i området. Det har vi kunne mærke virkelig meget, især sidste år, hvor der var en stor politimæssig indsats. Der er blandt andet en bekymring for, at bandene ville forsøge at rekruttere unge under 18 år – altså dem vi arbejder med.
 
Her i kvarteret har der været nogle unge, som har været tiltrukket af gadelivet. Det har virket som om. at hvis ikke man får succesoplevelser i skolen, hvor får man så succesoplevelser? Det kunne være igennem din venskabskreds på gaden og måske kriminalitet. Buret er derfor også et rigtigt godt sted at screene de lokale unge. De unge, der kommer hos os, kender muligvis miljøet og kan være udadreagerende. De har tit brug for omsorg, forståelse og hjælp til at finde ud, hvad den rigtige vej er. Vi prøver at holde dem tæt ind til os, så de ikke havner i kriminalitet eller i sidste ende i bandemiljøet. Hvis de kommer hos os eller i de andre klubber, Ungeværker, vi arbejder sammen med, er de ikke på gaden. Her møder de nogle voksne, der gerne vil dem, og som de har tillid til.

Hvor ser du dit bidrag til kriminalitetsforebyggende arbejde? 
Jeg bidrager med viden, erfaring og ikke mindst, relationen til de lokale unge. Gennem mine mere end 20 år i kvarteret har jeg et stort kendskab til området, de unge og deres familier. Der er opbygget en fælles tillid, og hvis de børn og unge, vi arbejder med, er lidt mere trygge, kan man også bedre formidle budskaber videre fra SSP til de unge. På den måde kan man være med til at opbygge relationen mellem de unge og andre samarbejdspartnere, som f.eks. kan føre frem til fritidsarbejde, foreningsliv og/eller uddannelse mm.

F.eks. er Nærpolitiet også kommet tættere på de unge på grund af vores tætte samarbejde i SSP og vores ugentlige fodboldkampe og aktiviteter sammen. For at de unge ville deltage ved disse arrangementer med politiet, skulle det gå igennem os. De unge får mere tillid til nærpolitiet, fordi de har tillid til os og kan se. at vi er i dialog med hinanden, og gør ting sammen. Der er ikke noget hemmeligt. Jeg taler altid åbent med de unge om, at jeg er en del af SSP, og at vi i SSP kun er her for at hjælpe dem. Derfor har Nærpolitiet nu mulighed for at tale sammen med de unge på en mere tillidsbaseret måde. Tilliden stammer fra vores faste fælles aktivitet. Fodbold som metode og fælles tredje skal ikke undervurderes!

Hvad er du mest stolt over, at du har været med til i forhold til arbejde med unge?
Alle de aktiviteter, vi har lavet med de unge fra klatring til sommerfester. SSP og mit arbejde I Buret er tæt forbundet, så det er svært for mig at adskille dem. Men jeg bliver allermest stolt, når jeg møder unge mænd på 25-30 år, der giver mig et kram og siger ”Cliff, den tid vi kom i Buret var noget af det bedste i vores liv!” Det er jeg meget ydmyg over for. Jeg havde også en praktikant forbi på et tidspunkt, som skulle observere vores arbejde. Hun sagde til mig, ”Cliff, du er det lim, der holder det hele sammen”. Det blev jeg meget smigret over.

Hvor ser du, at vi kan udvikle og styrke det tværfaglige samarbejde endnu mere? 
I det SSP-lokaludvalg, hvor jeg er repræsentant, er vi et godt sammentømret udvalg, så jeg kan ikke sætte en finger på samarbejdet i udvalget. Jeg tror, at grunden til det fungerer godt er, fordi udvalget består af gennemgående personer, som har været i det i mange år, og som ”brænder” meget for at arbejde med de unge. Det kan du ikke købe for penge! I vores SSP-indsats har vi et motto ”Enkeltvis kan vi meget. Sammen kan vi mere”. Det i sig selv siger det hele, også i forhold til udvikling af samarbejdet!

Det er også supervigtigt, at de aktører, der er i netværket, er ildsjæle og følger op. Dem, der bliver en del af SSP, skal gøre det, fordi de brænder for det og vil gøre en forskel. Jeg brænder for det her, og jeg tror, at det kan mærkes tydeligt. Jeg tror ikke, det er noget, man kan lære på seminariet - det kommer indefra.

Lytter du til podcasts? 
Jeg lytter til The Guardian, særligt om fodbold og Arsenal, som er min store kærlighed. Kærligheden til Arsenal er gået i arv. For min far og hans brødre handlede alt om Arsenal. Min far opkaldte mig efter to Arsenal spillere fra 1930erne – Clifford og James. Fra jeg var ni år gammel, tog min far mig med til Highbury hver uge. Jeg har Arsenal programmer helt tilbage fra 30’erne. De har altid været med mig. Fodbold betyder rigtig meget for mig og for millioner af mennesker verden over. Vi er en dele af et globalt fællesskab, hvor vores ugentlige dose af fodbold er en måde at ”escape from reality” fra.

Hvad lytter du til af musik? 
Jeg har stadig min gamle pladesamling. Jeg var fra den generation i 70’erne og 80’erne, hvor musik var stort i London. Vi havde punk, new wave og alt mulig andet. Nu er det mest reggae, for eksempel Horace Andy, Ernest Ranglin og Jacob Miller jeg lytter til. Her på mine gamle dage, er jeg begyndt at lytte til jazz.

Hvis du skulle anbefale en bog, hvilken skulle det så være? 
Jeg læser mest aviser, men jeg har en favorit forfatter, og det er Tom Robbins. Det er lidt weird stuff. Han er en kultforfatter, som tager tingene helt ud. En af hans bøger ”Even a Cowgirl Gets the Blues” handler om en pige med en kæmpestor tommelfinger, som blaffer rundt omkring og oplever en masse. En anden bog ”Jitterbug Perfume” handler om en perfume lavet af rødbeder, som faktisk er the secret of life. Jeg blev introduceret til bøgerne som knægt, og det ændrede mit liv på det tidspunkt. Jeg tænkte mere alternativt, efter jeg har læst dem.

Hvad kan du lide at lave i din fritid?
Jeg har fem ting, som er vigtige i mit liv: min kone, mine børn og familie, mit job, fodbold og yoga. Jeg har en kone, der minder mig om, at der også er et liv ved siden af mit job, som tager meget af min tid. Hun er en utrolig styrke for mig, også fagligt, og er god til at sparre med. Vi tager væk alt det, vi kan - om det er en weekendtur eller bare en gåtur ude i naturen. De senere år er jeg blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have et pusterum fra hverdagen, og derfor er yoga kommet på agendaen.